235 / 302
2 1 8
St. Petersborg, og det er uomtvisteligt, at han brugte saa stærke
Ord som, at der var begaaet „Fausseté“ , „Duplicité“ og „Trahison“
fra dansk Side, Ord der efter lians rasende Engelskbad er ret
naturlige, saa meget mere som han jo var paa det rene med
Bernstorffs „Anglomanie“ og længe havde set skævt til denne.
Til Goertz, med hvem han særlig drøftede Sagen, opkogte han
for at vise, at „Neveuen ikke er bedre end Onkelen“ , gamle
Historier om Tilfælde, hvor J. H. E. Bernstorff skulde have skuffet
Rusland, og det er ikke urimeligt, at han over for en eller flere
Diplomater har antydet, at Sagen skulde komme Bernstorff dyrt
at staa. Andet skete der imidlertid ikke fra russisk Side. Panins
Handlinger var altid langsommere end hans Ord, og Katharina II,
der selv maaske ogsaa i første Øjeblik var bleven ret forbitret,
slog sig hurtig til Ro og afventede Bud fra København. Goertz.
der uden at foretage direkte Skridt gerne saa alt ondt ramme
Bernstorff, og Frederik II, der var yderst nysgerrig efter, hvad
Rusland vilde gøre, saa med Ærgrelse Tiden gaa hen, uden at
der skete noget. Panin gav overhovedet ikke Sacken Ordrer om,
hvorledes han skulde optræde, før efter Bernstorffs Fald.1
Sackens Indberetning maatte da blive af Betydning. For
holdet mellem denne og Bernstorff havde været overmaade godt;
Bernstorff' ansaa ham for en brav Mand, Sacken nærede Beundring
for Bernstorffs Evner og Tillid til hans Retskaffenhed og Venskal)
for Rusland. Han forstod godt Bernstorffs uafhængige Politik,
men respekterede den og ansaa den for vel forenelig med Rus
lands Interesser. Han havde som tidligere omtalt været hyppig
Gæst i Bernstorffs Hus; men Sammenstødet mellem ham og Bern
storffs Damer i Sommeren og Efteraaret
1780
havde bragt ham
til at gaa over til den anden selskabelige Klike, hvor Venner af
Hoffet og det „franske Parti“ førte an. Dette havde dog ikke,
som mange var tilbøjelige til at antage, svækket Sackens gode
Forhold til Bernstorff selv, lige saa lidt som de franske og preus-
siske_ Gesandters Forsøg paa at gøre Bernstorff mistænkt som
„Angloman“ havde haft nogen Virkning. Talte man derom, hen
viste Sacken til, at det havde ingen Nød, da Bernstorff jo kun
havde een Stemme i Konseillet. Opskræmmet ved Rygterne om,