238 / 302
221
storff. Dette havde vel ikke bevæget ham til at fravige sin Hold
ning, men da Schumachers Depeche var kommen, og det kunde
se ud, som det Hensyn, man ved Hoffet tog til den, var Aarsag
til Bernstorffs Fald, er det vel ikke umuligt, at han kan være
bleven betænkelig ved den Mulighed, at der hos hans Regering
har været stærkere Misstemning, end han vidste af. For ikke at
risikere noget kan han da have udtalt sig svævende, og da Slaget
var faldet, have søgt at bære Kappen paa begge Skuldre. Dette for
klarer, at man i de bernstorffske Kredse nærede stærk Uvilje mod
ham uden egenlig at kunne sige, hvad han havde gjort, og uden
at kunne forstaa, hvorfor han viste sig underlig forlegen over for
det hele. Man var imidlertid rasende paa ham og viste ham
utilsløret sin Forbitrelse, hvor man traf ham. Det er ogsaa
muligt, at denne uretfærdige Behandling har opirret ham og ladet
ham hurtig slutte sig til de'herskende. Da hans Regering ikke
protesterede mod Bernstorffs Afsked, som Panin jo i øvrigt natur
ligvis i og for sig var glad ved, havde han jo heller ikke anden
Udvej. Noget som helst Ansvar for Bernstorffs Fald bærer dog
han lige saa lidt som hans Regering.
Spørgsmaalet er derefter, hvad Rolle Frederik II spillede.
Overalt blev han af Samtiden udpeget som den, der havde ført
det egenlige Slag. Man fandt, at sligt passede til hans Karakter
og Politik, man kendte hans Indflydelse paa Juliane Marie og
hans Uvilje mod Bernstorffs Politik. Rygter om, at han intri
gerede mod Bernstorff, havde svirret rundt hele Sommeren. Kort
sagt, alt lagde Slutningen nær; Fr. Léop. Stolbergs bestemte
Paastand om Frederik II’s Indflydelse paa Begivenheden var Ud
tryk for den almindelige Opfattelse.1
Tre Veje havde Frederik II, ad hvilke han kunde paavirke
det danske Hof:
gennem Bismarck, gennem sine privateBreve
til Juliane Marie, og endelig gennemFerdinand af Brunsvig, hvis
føromtalte Rejse den
1
. Oktober havde bragt ham til Sælland,
hvor han blev til den
9
. November.
Hvad Bismarck angaar, saa var han paa det rene med Fre
derik II’s Uvilje mod Bernstorff. Han har næppe lagt Skjul paa
denne over for sin Omgang i Køhenhavn, saa lidt som paa den