260 / 302
243
seksogtredive Aar; en Manddomsgerning, klar og helstøbt som
hans Karakter og præget af hans Sjæls Fyrighed og Virksomheds-
trang, burde da være begyndt. Da stødte han paa Guldbergs Ka
binetsregimente og maatte slide sig op i en daglig smaalig Kamp
for at skabe de simpleste og selvfølgeligste Betingelser for al
virkelig Statsmandsvirksomhed. Kun paa eet Omraade fik han
egenlig Lejlighed til at yde det udmærkede, kun i hans Udenrigs
politik træffer vi det fuldendte, og ogsaa her lammedes hans Virk
somhed tilsidst.
Alligevel var de otte Aar ikke spildt for ham. I Modsæt
ning til Guldberg havde han lært af Kampen og af sin Mod
stander. Hans Fordomme og Snæversyn viger for den overlegne
Retfærdighedssans, hvormed han i den følgende Tid bedømmer
Personer og Forhold; selv Guldberg dømmer han med en klog
Upartiskhed og Mildhed, der viser sjældne Evner til at raade paa
en umyndig Enevoldsherskers Vegne. Urokkelig i sin Hævdelse af
de politiske Grundsætninger, som maatte følges, om der skulde vindes
Fasthed og ske Fremskridt i Landet, ubestikkelig retsindig i al sin
Færd, agtet og beundret hjemme og ude, var Bernstorff allerede
i
1780
forudbestemt til at tage Magten ud af Hoffets svage,
famlende Hænder. I de otte Aars Kamp havde han af Guldberg
lært, hvorledes et Rige ikke skulde styres.