258 / 302
241
opstaa, naar Guldberg blev eneraadende. Selv bragte han jo et
Offer i samme Retning. Under Indtryk af den urolige Folkestem
ning havde Hoffet straks bedt Bernstorff blive i Byen til For-
aaret; man havde givet som Paaskud, at det ellers saa ud, som
0111 han var falden i Unaade. Bernstorff gik ind herpaa, men
gjorde det ikke gerne; kun Ubehagelighederne ved at bryde op
ved Vintertid forsonede ham lidt dermed. Han forudsaa imidler
tid, at Hoffet vilde blive ked af hans Nærværelse, og vilde da
straks forlade et Sted, „hvor han efterhaanden havde gennem-
gaaet saa mange Tilskikkelser af enhver Art“ . Triste Følelser
fyldte ham ved paa denne Vis at lønnes for sine Tjenester, ved
Tanken paa de usikre Kaar for et Folk og et Land, som han
elskede, men som nu var overladt til Mænd, „der var allermindst
skikkede til at handle systematisk og sikre et uskyldigt Land
mod de Ulykker, som mange Fejl kunde føre over det“ . Fuld
Sindsro, det følte han, kunde han ikke vinde i København. „Mine
Venner bringer mig uafladelig tilbage til Tanker, der ophidser
mig; jeg ønsker at berolige deres Uro eller i alt Fald formindske
den; men det er vanskeligt at indgyde andre Følelser, som man
ikke vover at tilstaa at man selv har.“ 1
Hans Hustru længtes med ham efter det stille, fredelige Liv
paa Godserne i Holsten og Mecklenburg; Slægt og Venner af
talte Møde og Samliv fjernt fra alle Intriger og al oprivende
Strid. I Fremtidsplanerne blandede der sig Anelser, som man
nødig vilde dvæle ved. Rundt om lød et mangestemmigt Raab
om, at Danmark ikke kunde undvære Bernstorff. Vilde det ikke
gaa som sidst, han drog hort? „Blot man nu ikke kører Vognen
saa fast i Dyndet, at kun min Mand kan trække den op igen,“
udbrød Henriette ængstelig.
Anderledes end for ti Aar siden var dog Bernstorffs Følelser
for det Land, han nu forlod. Som da saa han, at det ikke var
det danske Folk, men nogle enkelte, der uretmæssigt havde taget
Magten, der jog ham bort. Men nu bedre end den Gang forstod
han Forskellen. Skilsmissen sled ikke paa Baandene, som den
sidst havde gjort. Nu hørte han Danmark til.
Faa Dage efter Bernstorffs Fald gik Guldberg, rimeligvis
16