254 / 302
237
Almenhedens Vel, en Tillid der attraas af alle, hvis Sjæl hæver
sig over det almindelige. Naar jeg bliver saa lykkelig at se
Deres Excellence, skal jeg fortælle Dem Tusinde ejendommelige
Omstændigheder, som jeg nu ikke tør betro Pennen. Jeg havde
ofte Grund til at være nedslaaet; men jeg takker Gud for, at
mit Mod og mit Humør holder sig udmærket oppe. Det er de
andres Forlegenhed, der undertiden forvirrer mig. Deres Excel
lence vil huske det Skud, der hos Virgil saarede Æneas, og som
ingen vovede at tilstaa at have udsendt. . . . Jeg lader i øvrigt
Tæppet gaa ned for alt, hvad der gaar for sig. Jeg gør alt,
hvad jeg formaar for at være en upartisk Iagttager, og det er
min Pligt at berolige i Stedet for at ophidse.“
Hvad der maatte betage Bernstorff stærkt, var ikke, at hans
Hjem aldrig tømtes for Slægt og Venner, fra hvem der lød Ud
brud af Sorg og Deltagelse, af Harme og Bitterhed. Det var
heller ikke de smigrende Ord fra højtstaaende nær og fjern, Hun
dreder af Kondolationsbreve fra alle Europas Egne, fra Mænd i
dansk og fremmed Tjeneste.1 Heller ikke. det mærkelige, som
Bernstorff hentyder til ved Ordene om Æneas, at alle stræbte at
fralægge sig Andel i hvad der var sket. Under de svirrende
Rygter om fremmede Magters Intrigespil var de fremmede Diplo
mater ivrige for at fralægge sig alt Ansvar og forlegne, naar
man ikke troede dem. Hofmarskal Schack skrev og forsikrede 0111
sin Uskyldighed,2 medens andre Hoffolk, som Johan Biilow, af
Beundring for Bernstorff udsatte sig for Bebrejdelser ved at af
lægge Kondolationsvisit.'5
Nej, det rørende og betagende for Bernstorff var pludselig at
se sig som den, hvem hele Hovedstaden, ja hele Folket be
undrede og elskede, at faa haandgribelige Beviser paa, at man
ansaa ham for Statens sikreste Støtte, ved hvis Fjernelse alt ud
sattes for Fare og Fald. Det er næsten tragisk at se, hvorledes
Guldberg, den grunddanske, borgerlige Mand, der havde higet
efter at skaffe sig og „Herskaberne“ Folkegunst, er Genstand for
den dybeste Mistillid i det Øjeblik, da han fjerner den eneste
tyske Minister, den højfornemme Adelsherre, der havde levet i
fjern Tilbageholdenhed i sine Palæer og Kontorer, aldrig havde