249 / 302
232
Orde baade over for Ferdinand af Brunsvig og Frederik II. Hun
og Arveprinsen vilde, fremhævede hun, i en saa delikat Sag ikke
handle paa Kronprinsens Vegne; de var enige om at afvente det
Øjeblik, da han „kunde eller vilde“ vælge selv — et Tidspunkt
hvormed efter Juliane Maries senere Optræden i Giftermaalssagen
øjensynlig mentes Prinsens fyldte trettende Aar. Endelig er
klærede hun, inaatte en saadan Ægteskabsplan overvejes i Stats-
raadet. Ogsaa hendes Ønske om, at Forslaget skulde komme
officielt fra Rusland, og at der ogsaa derfra skulde ske Hen
vendelse til Kronprinsens Overhofmester Eickstedt, viser, at Hoffet
i alt Fald formelt vilde have sin Ryg dækket af Statsraadet i en
saadan Sag. Det er da klart, at det maatte være i høj Grad
vigtigt, hvem der sad i Konseillet, naar sligt skulde behandles.
Var det ikke en truende Udsigt at have Bernstorff der? Allerede
paa dette Tidspunkt gik der Rygter om, at Bernstorff støttede
Planer fra Carl af Hessens Side om et Giftermaal mellem Kron
prins Frederik og Prinsens Datter Marie Sofie Frederikke.1 Passede
det ikke til Meddelelserne fra Berlin? Vilde Bernstorff ikke, naar
Sagen kom for i Konseillet, rejse en voldsom Modstand mod en
Forbindelse, der var et nyt Baand med Fredei'ik II og Rusland, og
kunde han ikke hindre den Tilslutning fra Konseillet, som Juliane
Marie øjensynlig helst vilde sikre sig, maaske ved Henvisning til, at
Kronprinsen ikke var moden til en saadan Beslutning, en Paastand,
som det var svært at gendrive, naar den overhovedet fremførtes.
Jeg erindrer her om de Bemærkninger, jeg tidligere har gjort,
at Hoffet frygtede Bernstorffs Indflydelse paa Kronprinsen; men
jeg vil som det afgørende fremhæve, at Bernstorff selv kort efter
sit Fald bestemt erklærede, at Hensynet til de udenlandske Magter
kun havde været et Paaskud, den virkelige Grund derimod den
Modstand, som Hoffet vidste, at han vilde gøre mod enhver For
længelse af Kronprinsens Umyndighed, der, som Kongens Tilstand
var, absolut burde ende i Løbet af to Aar. Gentagne Gange,
udtalte Bernstorff, havde man indirekte forsøgt at faa ham til at
gaa ind paa Hoffets Ønsker, men han havde altid givet Afslag*
Derfor havde man nu med Iver grebet en Lejlighed til at slippe af
med ham, i Særdeleshed, da man ikke uden Uklogskab kunde