Previous Page  251 / 302 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 251 / 302 Next Page
Page Background

234

Hovedmanden, og at Sagen havde været paatænkt i lang Tid. I

Februar

1781

efter et længere Ophold i København gentog hun

det med Bestemthed. Planen havde været færdig længe, man

havde kun ventet paa en Lejlighed; Guldberg var Hovedmanden

og havde endog draget Juliane Marie med sig. Bernstorff var

ofret for hans taahelige Ærgerrighed at beherske alt uden Mod­

sigelse. Videre kommer man næppe; Fru Løvenskjolds Ord svarer

til den Opfattelse, der i det foregaaende er gjort gældende.

Dommen over Bernstorffs Afsked er ikke tvivlsom. Vi ser

ham som Landets klogeste og dygtigste Statsmand; hans Fjernelse

blotter hele Snæverheden og Uklogskaben i Guldbergs Politik.

Men paa den anden Side var den et naturnødvendigt Led deri;

at bevare Bernstorff og fortsætte Kabinetsregimentet indtil det

Punkt, det naaede

1781

1784

, vilde være utænkeligt. Guldberg

eller Bernstorff maatte vige. I

1780

stod Bernstorff ene, derfor

maatte han falde; fire Aar efter havde alle forladt Guldberg, saa

blev det hans Tur,

I sidste Øjeblik havde'Schack Rathlou stillet sig paa hans

Side, men uden Held. Det er blevet sagt, at det første egenlige

Brud mellem Schack Rathlou og Guldberg fandt Sted ved denne

Lejlighed; men det var langt fra saa.1 Bortset fra at Bruddet

var sket langt tidligere, saa var Schack Rathlous Holdning i

November

1780

ingenlunde saaledes, at den krævede et Brud.

Hans Forsvar for Bernstorff er klogt og overbevisende; at han

trods al Uenighed tog Bernstorffs Parti, gør ham megen Ære.

Men dog er hans Handlemaade halv som hele hans Politik i

disse Aar. „Fuld af Hengivelse i Kongens Vilje vil jeg rolig af­

vente, hvad der vil ske,“ slutter han sit Indlæg. Guldberg kunde

være tryg. Schack Rathlou forstod, hvad Bernstorffs Fald betød;

men endnu bøjede han sig rolig, endnu havde han et Par Lære-

aar tilbage. „Revolutionerne synes at være Schack Rathlous

Styrke,“ sagde Louise Stolberg anerkendende i Erindringen om

hans Optræden i

1772

, da hun hørte, at han havde stillet sig

paa Bernstorffs Side, „maaske havde han vundet Palmen, om

han i Tide var bleven forfulgt.“ 2 Bernstorff selv anerkendte og-