251 / 302
234
Hovedmanden, og at Sagen havde været paatænkt i lang Tid. I
Februar
1781
efter et længere Ophold i København gentog hun
det med Bestemthed. Planen havde været færdig længe, man
havde kun ventet paa en Lejlighed; Guldberg var Hovedmanden
og havde endog draget Juliane Marie med sig. Bernstorff var
ofret for hans taahelige Ærgerrighed at beherske alt uden Mod
sigelse. Videre kommer man næppe; Fru Løvenskjolds Ord svarer
til den Opfattelse, der i det foregaaende er gjort gældende.
Dommen over Bernstorffs Afsked er ikke tvivlsom. Vi ser
ham som Landets klogeste og dygtigste Statsmand; hans Fjernelse
blotter hele Snæverheden og Uklogskaben i Guldbergs Politik.
Men paa den anden Side var den et naturnødvendigt Led deri;
at bevare Bernstorff og fortsætte Kabinetsregimentet indtil det
Punkt, det naaede
1781
—
1784
, vilde være utænkeligt. Guldberg
eller Bernstorff maatte vige. I
1780
stod Bernstorff ene, derfor
maatte han falde; fire Aar efter havde alle forladt Guldberg, saa
blev det hans Tur,
I sidste Øjeblik havde'Schack Rathlou stillet sig paa hans
Side, men uden Held. Det er blevet sagt, at det første egenlige
Brud mellem Schack Rathlou og Guldberg fandt Sted ved denne
Lejlighed; men det var langt fra saa.1 Bortset fra at Bruddet
var sket langt tidligere, saa var Schack Rathlous Holdning i
November
1780
ingenlunde saaledes, at den krævede et Brud.
Hans Forsvar for Bernstorff er klogt og overbevisende; at han
trods al Uenighed tog Bernstorffs Parti, gør ham megen Ære.
Men dog er hans Handlemaade halv som hele hans Politik i
disse Aar. „Fuld af Hengivelse i Kongens Vilje vil jeg rolig af
vente, hvad der vil ske,“ slutter han sit Indlæg. Guldberg kunde
være tryg. Schack Rathlou forstod, hvad Bernstorffs Fald betød;
men endnu bøjede han sig rolig, endnu havde han et Par Lære-
aar tilbage. „Revolutionerne synes at være Schack Rathlous
Styrke,“ sagde Louise Stolberg anerkendende i Erindringen om
hans Optræden i
1772
, da hun hørte, at han havde stillet sig
paa Bernstorffs Side, „maaske havde han vundet Palmen, om
han i Tide var bleven forfulgt.“ 2 Bernstorff selv anerkendte og-