252 / 302
235
saa straks hans Holdning, men hurtig forsvandt Anerkendelsen
dog, da man saa Schack Rathlou i al Stilhed neje sig for Guldberg.
Bernstorffs Fald bedømtes i Udlandet naturligvis først og
fremmest efter hver Stats eget politiske System. Katharina II
forbitredes og udtalte sin Anerkendelse af Bernstorffs Evner og
Karakter. „Han er en brav Mand, en retskaffen Minister,“ sagde
hun til Harris.1 Panin derimod indkasserede det skete som en
politisk Fordel. Frederik II var særdeles tilfreds. „Det er en
højst retfærdig Betaling for Bernstorffs Dobbelthed, der er kun
sket ham, hvad han fortjener,“ skrev han fra Potsdam til Fincken-
stein, og Depecherne til Bismarck udtalte, at Frederik II kunde
kun tjene ved Ministerskiftet, da Bernstorff altid havde vist sig
uvillig mod ham. Nogen Anerkendelse af Bernstorffs personlige
Egenskaber træffes ikke.^ Anderledes udtalte Frankrigs Udenrigs
minister sig. Vergennes beklagede, at Bernstorffs Politik i den
senere Tid havde fjernet sig fra Frankrigs, saa man nødsagedes
til fra den Side set at være tilfreds med hans Fald. Men i
øvrigt ansaa han det skete for et Tab for Danmark paa Grund
af Bernstorffs store Dygtighed og elskværdige Karakter. Ver
gennes haabede, at han maatte blive klog af Skade og en Gang
paa ny træde i Statens Tjeneste.1
En lignende smuk Vurdering træffes i den sachsiske Gesandts
Beretninger, der afviser alle Rygter om, at Bernstorff skulde have
handlet uærligt ved Konventionens Afslutning og hævder, at Bern
storff er hævet over enhver Mistanke for uredelig Tankegang.4 ^
Mærkeligst er dog uden Sammenligning den engelske Stats
sekretær Lord Stormonts Udtalelser. Han havde sandelig ikke
været udelt begejstret for Bernstorffs Politik, men med Varme og
Anerkendelse skrev han til Eden: „Aldrig har en Minister vist
større Virksomhed og Iver for Danmarks Interesser eller tjent det
med urokkeligere Hæderlighed, større Dygtighed eller Kundskaber.
Han kastede Glans over den Post, han beklædte, han øgede dens
Indflydelse og Anseelse ved hvert eneste Hof i Europa.. Intet Hof
har mere end vort erfaret, hvor liaardnakket han holdt fast paa
hvert Punkt, som han mente i mindste Maade berørte Danmarks
Interesser.“ 5