257 / 302
240
heller ikke; lidt efter lidt faldt Sindene og dermed.ogsaa Kurserne
til Ro. Der skulde under dansk Enevælde længere Tid til, før
den Mistillid, der blev tilbage, kunde virke.
I Forbindelse med disse Rystelser af Handelen stod Sammen
stød mellem Hoffet og Schimmelmann. Skatmesteren havde ikke
anet, hvad der skulde ske; hans Forestillinger, hjalp lige saa lidt
som Schack Rathlous, og Forbitrelsen førte ham i første Øjeblik
til at nedlægge sin Post som Gesandt i den nedersachsiske Kreds
og true med at ville trække sig ud af al Del i Regeringen. Han
brugte stærke Ord baade over for Guldberg og Juliane Marie.
Kan man tro de diplomatiske Beretninger, havde han rent ud
nægtet at skaffe Penge til den store Flaadeudrustning, som han
bestemt misbilligede. Det fortælles, at han direkte ophidsede
Stemningen i de københavnske Handelskredse; det paastaas endog
af flere fremmede Diplomater, at han benyttede sin Indflydelse
paa det store Pengemarked og ved at kaste Mængder af danske
Statspapirer og Seddelpenge ind paa Hamburgs Børs fik Kursen
til at gaa føleligt ned. Hvor meget der er heri, maa staa hen;
de omtalte Kurssvingninger kan nu i alt Fald ikke konstateres,1
og det er vel tvivlsomt, om sligt overhovedet lod sig udføre.
Frederik II, der altid fulgte Schimmelmanns Bevægelser med et
vaagent Øje, fandt i øvrigt, at det var et farligt Spil i et Land,
hvor Kongen havde ubegrænset Enevælde og dermed Magt over
Person og Liv.2
Inden for den bernstorffske Kreds havde man dog ingen Tro
til, at Schimmelmann vilde handle, hvor Ord ikke forslog, og
man spottede stærkt, da man erfarede, at Schimmelman trods alt
blev i København, og at Gesandtposten i Hamburg, som han
demonstrativt havde opgivet, blev overført paa hans Søn. „Jeg
beundrer, at der er Folk, der drager Fordel af enhver Begivenhed.
Schimmelmann profiterer af denne og faar sit Embede i Hamburg
praktiseret over til sin Flab af en Søn,“ skrev D. Reventlow
bidsk.3
Bernstorff, der kun søgte at berolige Stemningen, har næppe
bebrejdet Schimmelmann dette, har maaske endog tilskyndet ham
til ikke at forøge det Kaos yderligere, som han forudsaa vilde