259 / 302
242
allerede da Gehejmeraad og Statsminister, gennem Prins Frederiks
Galleri paa Christiansborg Slot. Kronprinsens første Kammer
junker Johan Biilow mødte ham, udtalte sin Sorg over Bernstorffs
Fjernelse og sin Frygt for, at Guldberg vilde faa Hovedskylden.
„Kiære, lad Folk kun snakke, ingen kan dømme derom uden den,
som er i Kabinettet,“ svarede Guldberg rolig. „Bernstorff kunde
man ikke holde paa; det er en Sandhed, men som jeg ikke kan
sige Dem.'!l „Før jeg handler, spørger jeg altid mig selv, om
jeg tør aflægge Gud Regnskab for, hvad jeg giør,“ sagde han to
Aar efter til Christian Ditlev Reventlow, der bebrejdede ham
Kabinetsregimentet. - For Dommen over sin Handling var han
tryg; hans Breve aander Tilfredshed og Glæde over omsider at
have faaet Albuerum. „Der er Ting, som jeg har ønsket i mange
Aar og nu først kan tvinge,“ skrev han lige før Bernstorffs Fald
dristig til en af dennes nærmeste Venner.3
Visselig kunde Guldberg tvinge mere end før. Nu stod han
ved den Tid, da han „indflød med fuldkommen Virksomhed“ paa
alle Omraader og blev fuldt ud Eneherre i stort som i smaat.
Dog Fremtiden viste, at de Aar, i hvilke han havde prøvet Kræfter
med Bernstorff ikke havde gjort ham stærk, skønt han tilsyne
ladende havde sejret. Hans Selvtillid var vokset, hans overlegne
Foragt for andres Meninger, men ikke hans Evne til at styre et
Rige. Blindt gik Guldberg ind i det Kaos, der blev større og
større med hver Dag, indtil alt brast under ham, og han fjernedes
fra d'en høje Post, som han aldrig havde været voksen, for at
sættes til en mindre Gerning, som han alene var skabt til at
røgte.
Anderledes blev det for Bernstorff, og da han fire Aar efter
kaldtes tilbage til Danmark, og man gav ham Magten for aldrig
siden at tage den fra ham, fik man at se, at han havde vokset
sig større og klogere i de Aar, han alene havde søgt at holde
Guldberg Stangen.
De otte Aar havde ikke været lykkelige for ham, han havde
ikke faaet Lov til frit og trygt at udfolde alle sine Evner og alle
sine Muligheder. I
1772
, da han mistede sin Onkel og Lære
mester, skulde hans Læreaar have været omme. Han var da