Previous Page  246 / 302 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 246 / 302 Next Page
Page Background

229

uvægerlig fastholde Konventionens Fordelagtighed og Berettigelse.

Man gaar her i enhver Henseende ind paa Bernstorffs Betragt­

ning, indskyder blot et Tillægsargument, nemlig det, at Konven­

tionen kun var at betragte som foreløbig og selvfølgelig vilde

bortfalde, naar Katharinas store Forbund havde tilvejebragt en

almindelig „Gode maritime“ , hvad Hoffet den Gang var saa naivt

at tro paa vilde blive Tilfældet.1

Bernstorffs Brev til Carl af Hessen viser, at ban ikke var i

Tvivl om, at man angreb hans Patriotisme og Redelighed; det

er Beskyldningerne fra i Marts, der kommer igen, men nu med

endnu mere krænkende Tilsætning. Han oprørtes derover og med

Grund; thi det er hævet over enhver Tvivl, at han loyalt havde

fremstillet Forslaget og dets Konsekvenser.

At Rusland især

paa Grund af det Sammenstød af Omstændigheder, hvorunder det

fik Besked om Konventionen, i Øjeblikket forbitredes derover,

bærer han ikke Ansvar for.

De Betragtninger, der var fremkaldt hos Hoffet ved Schu­

machers Depeche, var altsaa mindre Uro over -en øjeblikkelig

Vanskelighed, der kunde gøre Skaar i det dyrebare Tillidsforhold

til denne Magt og til Preussen, end Uvilje over at tro sig omgaaet,

just som man følte sig sikrest, og den deraf følgende Frygt for

heller ikke fremtidig at kunne beherske Bernstorffs Ledelse af

Udenrigspolitiken.

Dette maa nøje fastholdes, naar man vil forstaa de virkelige

Grunde til Bernstorffs Afskedigelse.

I Løbet af Dagene efter den

5

. November modnedes Beslut­

ningen hos Hoffet. Den 8. —

9

. vidste Eickstedt Besked derom

og sluttede sig til Tanken. Fredag den

10

. om Aftenen vidste

Schack Rathlou det, men han forsvarede i en Samtale med Guld-

berg uforbeholdent Bernstorff og gjorde dette, hvad selve Sagen

angik, aldeles overbevisende og fraraadede indtrængende det paa­

tænkte Skridt.

Over for Guldbergs Tale om, at man burde berolige Rusland

ved at ofre Bernstorff, fremhævede han stærkt, at man først

burde forsøge alt for at berolige Rusland, og først, naar intet

andet Middel frugtede, kunde gribe til et saa yderligt Skridt.