245 / 302
228
Retning til Fordel for England, som man i Pagt med Panin og
Frederik II netop havde villet hindre.
Men hvorledes kunde man angribe Bernstorffs Handlemaade?
Man var her vanskelig stillet. Bernstorff havde holdt Konseillet
og Hoffet nøje å jour med de Underhandlinger, der førte til Kon
ventionens Afslutning, og Arveprinsen maatte indrømme, at han
havde fundet hele Sagen heldig og retfærdig og „de conviction“
givet sin Tilslutning. Alligevel mente man at være lokket paa
Glatis. „Frygtede jeg ikke nok,“ udbrød Arveprinsen, „at Rus
land skulde beskylde os for Dobbelthed, og at vi risikerede at
miste vor Forbundsfælles Tillid! Den overraskende Lethed, hvor
med England gik ind paa Ordningen af disse Punkter, har vakt
min Mistanke om, at det kun var Hensigten dermed at sætte
Splid mellem Forbundsfællerne.“ 1
Hoffets Mening var utvivlsomt, at Bernstorff ikke havde
fremstillet Sagen helt loyalt eller under alle Omstændigheder ikke
havde ladet Konseillet og Hoffet forstaa Konventionens Række
vidde og Forhold til Neutralitetsforbundet.
Han skulde med
andre Ord af Partiskhed for England behændig have brugt Kon
ventionen til at dreje Hoffets Politik. Vi kan ad Omveje skimte
netop denne Tankegang. Over for la Houze og Luchesi forklarede
Eickstedt ved sinMellemmand Sagen just saaledes. Bernstorff
havde vel refereret alt Konventionen vedrørende i Konseillet, men
dog fremstillet det hele saa behændig, at det ikke var blevet
hans Kolleger klart, at det var et Skaktræk til Fordel for Eng
land. Over for Sacken fremkom Arveprinsen, efter hvad Sacken
meddelte Bismarck,2 med lignende Udtalelser; det hele var Bern
storffs Skyld, hævdede man; han havde ikke ladet Konseillet for
staa, at Konventionen indeholdt Indrømmelser til England, der
kunde komme paa tværs af Danmarks andre Forpligtelser.
Dette kunde man imidlertid ikke aabent indrømme, dels for
ikke at konstatere en uhørt politisk Dumhed ved at tilstaa, at et
helt Konseil havde ladet sig narre, dels fordi man ikke vovede
at slynge en Mand som Bernstorff en saadan Sigtelse i Ansigtet.
Vi ser da ogsaa ikke blot Arveprinsen, men ogsaa Juliane Marie
i sine Breve til Frederik II og Guldberg i sine til Schumacher