26 / 163
26
fæstnes Tanken, og den naar sin Kulmination i Rigsdagens enstemmige Ved
tagelse af Loven af 14. Februar 1930.
8. Spørgsmaalet om Dækning af Teatrets Underskud søges til skiftende Tider
løst gennem Efterbevilling, gennem Oprettelsen af Reservefond, gennem
Forstrækningsordningen, gennemInstitutionen „Dobbeltscenen s Driftskapital,
men ingenlunde tilfredsstillende.
Edvard Brandes har engang i Rigsdagen udtalt, at Statsdrift af en Stats
institution som Det kongelige Teater som et selvfølgeligt Korrelat medfører, at
e t e v e n t u e l t
Underskudmaa dækkes af Staten. Hvemellers? — OgMinister Byskov
udtalte i Folketinget den 8. Marts 1928, at han maatte tage Afstand fra den Udvej
at gøre Teatret til en selvejende Institution. „Selvejende Institution“ er et Ord,
et Navn, men der ligger ikke saa grumme megen Realitet bagved, navnlig ikke
naar det drejer sig om en Institution, som Staten i en saadan Grad er interes
seret i, at Staten ikke vilde lade den gaa til Grunde, naar det kom til at knibe.
I disse Udtalelser ligger formentlig megen Sandhed gemt. Problemet er
imidlertid stadigt brændende:
Hvorledes kan man bevare Statens Ejendom, Det kongelige Teater, paa
Statens Haand og under umiddelbar eller middelbar Statsdrift opretholde Teatrets
kulturelle Funktioner med et fast Tilskud fra Staten, som ikke maa overskrides,
og med et vist af kunstneriske Hensyn betinget Selvstyre for Teatret, naar dette
dog tillige er en Forretningsvirksomhed, i hvilken Udgiftsbudgettet vel til en vis
Grad kan reguleres og kontrolleres, medens Indtægtsbudgettet endda indenfor
temmelig vide Rammer er svingende?
Det er et af de Problemer, som denne Kommission i særlig Grad maa
have sin Opmærksomhed henvendt paa.