BetænkningTeaterkommissionen_1933

28 / 163

28
den midlertidige Ordning af 1903 permanent, blev ogsaa Driftsunderskuddene
permanente, og under Krigstidens og Efterkrigstidens høje Pristal oversteg de
ekstraordinære Tilskud endog langt de faste (den samlede Forstrækningssum beløb
sig i Efteraaret 1930 til ca. 15 Mill. Kr.). Dette overordentlig store Forbrug af
Statsmidler til Teatrets Drift uden normal Bevilling paa Einans- eller Tillægs­
bevillingslovens Driftsbudget vakte stor Uvilje mod det paa Rigsdagen, hvor
samtidig Kritikken af Teatrets Opfyldelse af dets Repertoireforpligtelse var stærk.
Spørgsmaalet om Statens fortsatte Forpligtelse til at opretholde Statsscenen enten
helt med de tre Kunstarter eller delvist begyndte derfor at rejse sig og ogsaa
Spørgsmaalet om en Reform af Teatrets Organisation og Styre.
I December 1921 nedsattes et særligt Spareudvalg vedrørende Det kongelige
Teater. Udvalget viste sig afgjort stemt for Bevarelse af Teatret som Statsscene
(med de tre Kunstarter) og fastholdt ogsaa det rigtige i fortsat at opretholde dets
Selvstyre, men ganske vist med stærke Ændringer i Administrationen. I Spare-
udvalgets Betænkning af 1922 underkaster Afsnit 4 Teatrets Adm inistration en
meget grundig Behandling paa 45 Sider (S. 27—74). Afsnittets Omfang hænger
dog sammen med, at det behandler hele det til Administrationen knyttede Per­
sonale lige fra Chefen til Budene og navnlig sysselsætter sig med alle disse Embeds-
mænds og Funktionærers Lønningsforhold og Kompetence (ialt 90 Personer
foruden Chefen og den kunstneriske Direktør, der dengang havde den øverste
Ledelse). Derimod behandles Tea,trets Repertoireforpligtelse kun forbigaaende.
For nærværende Udvalg, til hvis Overvejelse hun Spørgsmaalet om den
egentlige Teaterledelse (men herunder ogsaa specielt Repertoirespørgsmaalet) er
henvist (Teaterstyrets Lønningsforhold vedrører det heller ikke), er derfor kun
visse Dele af nævnte Betænkning af Betydning; men den har baade været bestem­
mende for reelt gennemførte Ændringer i Teatrets øverste Styre og har ogsaa dannet
Grundlag for Udvalgets Forhandlinger.
Efter at have kritiseret det alt for store Tal af Embedsmænd og Funktio­
nærer og deres Lønninger m. m. fastslog Betænkningen, at der netop særlig trængtes
til Ændringer i Teatrets øverste Styre (altsaa dengang: Chefen samt den kunst­
neriske Direktør, der tillige var 1ste Sceneinstruktør), eftersom „det økonomiske
M om ent i Styret er 'placeret f o r lavt i Forhold til det kunstneriske“ (S. 57). Ganske
vist: „rent forretningsmæssige Synspunkter kan eller hør'ikke lægges til Grund for
Teatrets Virksomhed paa Grund af dets ganske særlige Forpligtelser (f. Eks. over for
vort klassiske Repertoire)“ . . ., men disse Opgaver maa løses „under streng Hen­
syntagen til det økonomisk forsvarlige“. Chefens „lønningsmæssige Placering“
viser nu allerede, at han ikke er tænkt som „Institutionens egentlige Administrator
eller Driftsleder i disse Ords almindelige Betydning“ ; og i den daglige Ledelse er
han „for stærkt afhængig af. de Personer, der netop repræsenterer de kunstneriske
Interesser“, nemlig: „den kunstneriske Direktør, Sceneinstruktørerne, Kapel­
mesteren og Balletmesteren, der. . . hverken hver for sig eller samlet kan forud­
sættes at føle det som en speciel Opgave at afstemme disse Krav efter de økono­
miske Hensyn“. Chefen burde have til sin Raadighed en Embedsmand, hvis
Opgave det var at foretage saadanne økonomiske Beregninger med Hensyn til
Forslag, at Chefen til enhver Tid havde et forsvarligt Grundlag for sin Afgørelse.
Der gjordes nemlig opmærksom paa, at Økonomiinspektøren kun havde Tilsyn
med Detailler af Teatrets Økonomi, ikke havde Medbestemmelsesret med Hensyn
til Stykkernes Udstyr, ikke udarbejdede noget egentligt Overslag og intet havde
at sige med Hensyn til det kunstneriske Personales Lønninger.