79 / 163
79
formidler. Nogle af Radioens Udsendelser er udelukkende af pædagogisk eller
oplysende Art og bør af den Grund fritages for Skat, men Størstedelen af Ud
sendelserne — og sikkert netop de Udsendelser, der har det store Publikum —
bestaar af den Art Underholdning, der andetsteds vilde blive beskattet. Af Det
kongelige Teaters Forestillinger betales der en Afgift paa 20 pCt., uden at der
foretages en Vurdering af den enkelte Forestillings folkeopdragende Betydning,
medens der af Indtægten ved Koncerter som før nævnt kun betales 10 pCt. Det
vil herefter sikkert ikke være noget ubilligt Beregningsgrundlag, hvis man delte
Licensindtægten i 3 lige store Dele, hvoraf % var skattefri, % beskattedes med
20 pCt. og
y 3
med 10 pCt. Herefter skulde Statsradiofonien betale:
20 pCt. af 1 700 000 Kr.......................... 340 000 Kr.
10 pCt. af 1 700 000 —
170 000 __
510 000 Kr.
For dette beskedne Tilskud vil det saaledes kunne hindres, at Danmarks
nationale Stemme i Kunstens internationale Orkester uddør, og at vore egne Kilder
til dansk kunstnerisk Produktion af dramatisk Art, men da navnlig paa Musikkens
og Ballettens Omraade, hvor vi har en stor Tradition at pege paa, udtørres. Det
vil ikke derved blive nødvendigt at forhøje Licensen (vide Overskuddet). Den
eventuelle Nedsættelse, der vil kunne opnaas for denne Sum, vilde kun beløbe
sig til 1 Kr. aarlig (eller mellem 8 og 9 Øre pr. Maaned) pr. Licens. Der gives endda
mange Licenser gratis til ubemidlede. Saaledes vilde Fordelene ved en saadan
Nedsættelse være betydningsløse i Sammenligning med den Skade, Usikkerheden
for vor dramatiske Kultur vilde foraarsage.
Et Mindretal (
L erche
) er enig med Flertallet i, at Det kongelige Teater
igennem Tiderne har haft og endnu, omend maaske i mindre Udstrækning end
i gamle Dage, har en saadan Betydning for Kulturlivet i Danmark, at der
er Anledning for Staten til at bringe de Ofre, som er nødvendige for at drive et
Statsteater med stærkt afvekslende kulturelt Kepertoire, men derimod kan Mindre
tallet ikke slutte sig til den Opfattelse, at Teatret skulde have større Betydning for
Radiolytterne end for Landets øvrige Befolkning.
Hvad først angaar Talescenen, er Forholdet det, at en direkte Transmission
af et Skuespil er uden Virkning for Lytterne, for det første fordi Spillet paa Scenen
i saa høj Grad er understøttet af Skuespillernes Mimik og Gestus, og dernæst fordi
den moderne „naturlige“ Maade at spille paa med næsten uhørlig Tale og ofte
med Ryggen til Publikum gør det umuligt for Mikrofonen at gengive Replikkerne
paa tilfredsstillende Maade. Man henviser saa til, at Skuespillet direkte kan over
føres til Studiet, men ej heller dette kan lade sig gøre; for at gøre Virkning som
Hørespil maa Skuespillet i de allerfleste Tilfælde underkastes en gennemgribende
Bearbejdelse, for at Handlingen skal blive forstaaelig ved Ordet alene, og Resul
tatet vil da blive, at hele Skuespillet maa indstuderes paany.
At Det kongelige Teater skulde være en Nødvendighed for den dramatiske
Kunst her i Landet og dermed ogsaa for Fremtidens Hørespil, er sikkert ogsaa
en Overdrivelse. De nye danske Skuespil, der aarlig antages og spilles, er saa faa,
og det økonomiske Udbytte som oftest saa ringe, at det kun i ringe Grad kan virke
opmuntrende paa Forfatterne, og som ovenfor anført er der saa stor Forskel paa
et Skuespil og et Hørespil, at det langtfra er givet, at den samme Forfatter er i
Stand til at skrive begge Dele. Hørespillet er endnu i sin Vorden, og det er Mindre-