295 / 437
KOLLEGIETS MINDEAFTEN FOR G. A. HAGEMANN
7
meget om ham a f folk, der har kendt ham meget bedre end jeg og
som også langt bedre har formået i ord at udtrykke deres syn på
G. A. Hagemann.
Naar jeg dog har taget ordet i aften
,
er det, fordi det vilde
være utænkeligt at samles herude på kollegiets stifters bisættelsesdag,
uden at en alumne søgte at kalde de kendte træk fiem i vor erindring.
Men fordi der netop nu er sagt og skrevet så meget om hans
virksomhed, så vil j e g ikke dvæle så længe ved det, som det måske
ellers kunde synes naturligsi at mindes her: hans kærlighed til
videnskab og teknik, og hans storslåede gavmildhed overfor den
studerende ungdom.
Hellere vil jeg påpege et par, som jeg tror, h o v e d s i d e r ved hans
væsen, som der ikke er blevet talt slet så meget om i disse dage.
Det første er hans mærkelige produktivitet, hans sinds vældige
frodighed, og den dermed sammenhængende kærlighed til alt levende,
alt hvad der vat vækst i. Han elskede fremgangen, udviklingens
tempo i stort som småt, fra en storbys eller en fabriks uendeligt
komplicerede organisme lige ned til de kyllinger og duer, han fodrede
på sin gård. Jeg tror, denne stærke sans for virkelige værdier er a f
så stor betydning, fordi det var den, der hjalp ham til så sjældent
smukt at løse den vanskelige opgave, som det er at være en stor
rigmand.
Fra en samtale med ham husker jeg hans livlige foragt for
uproduktivt arbejde, f. eks. for børsspekulationer, der blot var om
postering a f værdier fra de mindre kloges lommer over i de klogeres,
i modsætning til ethvert arbejde, selv det mindst ansete, hvorved
der frembragtes nyt. I nøje sammenhæng hermed stod også hans
mærkeligt stortskårne og frugtbare syn på ejendomsretten. Jeg m in
des, hvordan han ved samme lejlighed forklarede mig, at det at eje
noget, særlig jord, men også andre producerende værdier, ikke var
ret til at skatte og valte med sin ejendom efter forgodtbefindende og
måske lade den forfalde, blot fordi man nu tilfældigt havde råd til
at betale, hvad det kostede en, men at del betød forpligtelse, ansvar
overfor det udbytte, som kunde opnås.