296 / 437
8
KOLLEGIETS MINDEAFTEN FOR G. A. HAGEMANN
Derfor blomstrede det under hans hænder, derfor blev han den
store b e s i dde r , fordi han fortjente det, fordi han frembragte selv.
Det andet, jeg vilde pege på, var hans sjæls munterhed. Han
ejede det overlegne blik, der ikke i forholdet til andre mennesker
leder til fordømmelse eller menneskeforagt, men til den glade gav
mildhed, der var hans. Og denne evne hos ham kom, tror jeg, til
at spille så stor en rolle, fordi det var den, der betingede hans ejen
dommeligt harmoniske liv og bevirkede, at hans skæbne, der ikke i
sine anlæg sgntes fri for disharmonier, kunde føres, som den blev
det, igennem et virksomt og muntert liv til den fuldkomne og
skønne fred i døden.
I sammenslaget a f disse to egenskaber ser jeg G. A. Hagemanns
storhed: kraften og mildheden hos ham, hvis intelligens og kunnen
på hans livs højdepunkt omfattede en verden, men som på den
anden side
,
da han sidste gang i sin bil kørte her fra byen ud
til sin gård, havde med sig i fodposen tre smaa kyllinger, der
med ham skulde nyde påskesolskinnet på Borupgård.
Vi skal ikke mere se hans lille skikkelse rejse sig fra sofa
hjørnet her i dagligstuen for at hilse på hver enkelt a f os, den
spinkle, lidt hæse stemme lyder ikke til os, men for os, der
har kendt ham, vil denne sjælens frodige varme, gavmildheden
også med det, der er mere end penge
,
være knyttet til navnet
G. A. Ha g e m a n n .