298 / 437
10
NOGLE MINDEORD OM G. A. HAGEMANN
sig saa fast i deres Sind, der har haft den Lykke at kende ham personlig,
at de som Frø, der saas, kan spire og voxe frem som en god Sæd, og
bære gode Frugter. —
Vi gamle Alumner fra det Kollegium, som han saa højsindet rejste fol
den studerende Ungdom — og flere af os, der er til Stede her i Aften, har
boet her fra den første Dag, dets Porte gæstfrit aabnedes — vi har mange
gode og lyse Minder om Hagemann.
Vi husker ham, som han kom her tidlig og sent med berømte og ikke
berømte Mænd og Kvinder som sine Gæster, altid jævn og ligefrem og straa-
lende glad over at kunne vise, hvor godt og smukt hans kære unge havde det.
Vi husker ham fra vore mange smukke Fester, altid i godt Humør og
med en egen Evne til, snart skælmsk og vittigt, snart alvorligt, at sige nogle
Ord til sine kære Alumner, Ord, der virkede inciterende og begejstrende
paa de unges aabne Sind.
Og mange af os mindes ham fra Borupgaard, hvor han altid havde
noget nyt og interessant at vise os, og hvor han ret følte sig hjemme i sit
hyggelige Hjem og hos sin Hustru, der delte hans store Interesse for de unge.
Ja, alle holdt vi af Hagemann og følte os vel til Mode i hans Selskab.
For os blev han aldrig Excellencen, men den gode og forstaaende Ven, vi
kunde ty til i alle Forhold.
Og naar jeg nu samler mine Minder om ham og spørger mig selv:
Hvad var det da, der særlig kendetegnede Hagemann i hans Forhold til os
unge? Saa synes jeg, Svaret bliver:
Det var, at han, trods sine hvide Haar, selv var ung — ung i Sind og
ung i Tanke, altid begejstret og forstaaende over for det nye i Tiden. Der
for forstod han de unge og havde Tillid til dem og lærte dem af hele sin rige
Personlighed, en Lærdom, jeg er sikker paa, vi aldrig glemmer.
— Ære være hans Minde. —
Paa gamle Alumners Vegne
Ingeniør C. JUUL.