10 / 646
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
3
Dette skete i 1650. Inden ti Aar var gaaet, skulde
Borgerne faa Lejlighed til i Gerningen at vise, at de stod
ved deres Ord.
Borgerskabets uventede Optræden gjorde et stærkt
Indtryk paa de adelige Herrer i Rigsraadet. Det var
som om de anede, at dette Vindstød kun var Forløberen
for en Storm, der kunde rive dem selv over Ende.
Christen Skeel skriver ængsteligt i sin Dagbog, at »denne
deres Action haver vidt Udseende og kunde regnes til
en
Meutination,
idet de ved Forsamlinger og Stemplinger
med haarde og ubekvemme Ord skriver imod det, Kgl.
Majt. med samtlige Rigens Raad dekreterer og forordner,
og griber de andre Stænder og Kgl. Majts. Tjenere an«.
Men, føjer han til, man faar i disse Tider at
temporisere
og ikke med Haardhed, men med største Lemfældighed
se at faa dem paa andre T ank e r1).
Det endte med, at de to øverste Borgmestre blev
opkaldte for Kongen og paa samtliges Vegne modtog
en Irettesættelse for deres usømmelige Skrivemaade.
Men det Krav, som de havde rejst: lige Skattepligt for
alle Stænder, frafaldt de ikke. Det laa og groede i
Gemytterne, indtil det kunde blive stærkt nok til at slaa
igennem.
Saa kom den letsindige Krig 1657. Begyndt under
Vaklen og Tvivl, slet forberedt og planløst ført bragte
den i Løbet af nogle Maaneder Danmark til Under
gangens Rand. Kongen og Rigsraadet havde troet, at
Øjeblikket var gunstigt til et Angreb paa Sverig, medens
dets Konge og Hær var beskæftiget inde i Polen. Be
givenhederne viste snart, at de havde taget fejl baade af
deres egen og af deres Modstanders Styrke.
Forsvaret paa Danmarks Sydgrænse var hurtig kastet
2) Danske Magazin 3, IV, 63.
1*