12 / 646
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
5
piret. Forstæderne blev ikke afbrændte, Frosten for
hindrede Arbejdet paa Fæstningsværkerne, — overalt
raadede Tvivl og Mismod.
Svensken derimod vaklede ikke.
Over de til
frosne Vande fortsatte Karl Gustav sin dristige Marsch,
saa hensynsløs, saa uimodstaaelig, som var han i sikker
Pagt med Lykkens og Sejrens Gudinde. Den 5. Febr.
gik han fra Fyn til Taasinge, derfra videre over Isen
til Langeland, Lolland, Falster og Sælland, hvis sydlige
Kyst han betraadte d. 11. Febr. 1658. To Dage senere
opslog han sit Kvarter i Køge.
Endnu var der Mulighed for et Modtræk fra dansk
Side. Karl Gustavs Hær var stærkt medtaget af den
strænge Kulde og af de forcerede Marscher gennem den
dybe Sne, medens de danske Tropper i København laa
vel plejede i gode Kvarterer. Der fortælles, at General
major Trampe tilbød at gøre Udfald med 2000 Ryttere
og lige saa meget Fodfolk for at overrumple de svenske
i Køge, og at Kong Frederik III ønskede personlig at
deltage i dette Udfald. Men Rigsraadet vilde have Fred;
Panikken var gaaet forud for de sejrvante Fjender, og
Stemningen i København var nedtrykt og fortvivlet.
»Nogle knurrede højt mod Regeringen, som det ved
saadanne Tilfælde plejer at ske; andre raabte, at de
var forraadte; alle var slagne af Frygt og betragtede
deres Tilstand som fortvivlet«, skriver den engelske
Gesandt Philip Meadowe, der i disse Dage opholdt sig
i København1). Ingen havde Tro paa sig selv eller
Tillid til nogen anden, — og saa nedlagde Danmark
sine Vaaben. De 2000 Ryttere, som man ikke havde
villet bruge mod Fjenden, fik nu anden Anvendelse, —
de blev overleverede til Karl Gustav. Freden blev sluttet,
og Danmark maatte betale den dyre Pris derfor.
0 Hist. Tidsskr. 2, III, 358.