18 / 646
Det blev hverken mod Polen eller mod Branden-
borg han førte sin Hær. Han foretrak at plette sit
Navn ved den skæbnesvangre Beslutning om paany at
kaste sig over det nu helt værgeløse Danmark, at
bryde den lige indgaaede Fred for at give det lemlæstede
Land Dødsstødet.
Midt under sine hykleriske Forsikringer om Fred
med Danmark og Venskab med dets Kongehus ind-
skibede han i Begyndelsen af August sin Hær i Kiel.
Han foregav, at Ekspeditionen gjaldt Preussen. Endnu
i sidste Øjeblik, før Kongen selv gik ombord, havde
han en Samtale med den danske Gesandt Christoffer
Gabel, hvem han paalagde, at forsikre hans Broder,
Kongen af Danmark, om hans Kærlighed og Venskab.
Saa stak Flaaden i Søen d. 6. August. Ude i rum Sø
aabenbarede han sin virkelige Hensigt for den franske
Gesandt Terlon, som fulgte med paa Kongens eget Skib.
»De er en Smule forbavset derover«, tilføjede han.
Terlon svarede, at han frygtede for, hvorledes hele
Verden vilde forklare hans Handlemaade: det gjaldt
hans Ære at bryde en undertegnet og ratificeret Traktat.
Etter et Øjebliks Pause svarede Karl Gustav: »Jeg til-
staar Dem, at det Tog, jeg nu har indladt mig paa,
vil føre mig til den højeste Anseelse eller foranledige
mit F a ld 1).«
Den 7. August løb Flaaden ind i Ivorsørs Havn,
hvor Hæren udskibedes som i den dybeste Fred. I
Ilmarscher sendtes Grev Tliotts Rytteri frem mod Køben
havn. De paa Sælland spredt liggende danske Ryttere,
hvis Heste fredelig græssede paa Engene, blev over
rumplede og tvungne til at gaa i svensk Tjeneste. Paa
den Maade forøgede Karl Gustav sin egen Hær og svæk-
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
11
x) Fridericia 350.