13 / 646
6
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
Senere hen, da Besindelsen var vendt tilbage, og
enhver søgte at vælte Skylden fra sig selv over paa en
anden, blev der ogsaa sagt, at Københavns Borgerskab
ikke havde været at stole paa, og derfor havde de sty
rende ikke turdet lade det komme til Kamp. Borgmester
Hans Nansen greb et stort og betydningsfuldt Øjeblik
til at drive denne Beskyldning tilbage ; og Københavns
Borgere fik Lejlighed til at vise, at naar der kaldtes paa
dem paa den rette Maade, manglede de hverken Kam
pens Mod eller den Offervillighed, som holder ud gen
nem lange og trange Tider.
II.
Fjenden drog bort; men København glemte ikke
derfor det Løfte, som Kongen havde givet i en farlig
Stund. Da der var gaaet et Par Maaneder, uden at
man havde hørt noget til de bebudede nye Privilegier,
tog Borgerne sig for selv at minde Kongen og Rigsraadet
om dem. I Maj 1658 blev der afholdt et stort Møde af
Byens indflvdelsesrigeste Mænd, og her satte 66 »for
nemme Borgere« deres Navne under et Andragende,
som vel var stilet til Borgmestre og Raad, men med
udtrykkelig Anmodning om, at det maatte blive be
fordret videre til Kongen.
De 66 Underskrivere fremlægger heri et helt kom
munalt og politisk Program, affattet i 20 Paragraffer. I
Indledningen henfører de selv deres Ønsker til tre for
skellige Grupper: »En Del bestaaende udi kontinuerlige
Privilegiers Bevilling, en Del udi Besværings Lindring
og Afskaffelse og en Del udi gavnlige og gode Anord
ningers Stiftelse.«
Blandt de bestandige Privilegier, som Borgerne
ønsker, nævnes først, at København maa gøres til en
Stapelplads for Sælland og Møen, saa at Hovedstaden