19 / 646
12
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
kede den i Forvejen næsten vaabenløse Modstander
yderligere.
Straks ved Landstigningen hørte Karl Gustav godt
Nyt. Den unge Generalkvartermester Erik Dahlberg,
der var indviet i lians Planer, og som havde været i
København for at spejde, mødte ham i Korsør. Han
fortalte, at København var saa godt som forsvarsløs:
Gravene var paa flere Steder helt tørre, Voldene for
faldne eller kun halvt færdige og saa godt som uden
Skyts. Et Par Kompagnier Fodfolk og 400 Ryttere var
alt det Militær, der fandtes i Byen. Hovedstaden vilde
sikkert overgive sig uden Modstand.
Den 10. Aug. kunde Karl Gustav i Ringsted haanlig
afvise et Par danske Underhandlere, der fra den truede
Hovedstad i Skynding var sendt ud imod ham. Og d.
11. om Formiddagen opmarscherede hans Hær i Slag
orden paa Valby Bakke. Paa Rødovre Mark holdt han
selv til Hest, medens hans berømte Hærførere og hans
sejrvante Krigere defilerede forbi. Men hans Mine var
mørk, hans Sind uroligt; thi just nu havde han mod
taget det første daarlige Varsel: Rundt om København
stod Forstæderne i Brand, og den By, hvis Dom han
allerede havde fældet, laa skjult bag tykke Røgskyer.
Da anede maaske Karl Gustav, at foran denne By skulde
hans Sejrsbane afsluttes; thi det var ikke saaledes, han
havde tænkt sig det første Blik ind over Danmarks
Hovedstad. »Nu sværger jeg dyrt, at vi faar Modstand«,
var de Ord, der slap over hans Læber. — —
Urolig og fyldt af Tvivl sad Karl Gustav i sit Telt
og plejede Raad med sine betroede Mænd. Erik Dahl
berg gentog sin Skildring af Fæstningsværkernes elendige
Tilstand, ja han tilbød at ville sætte sig paa en Vogn
og køre over Grave og Volde ind i Byen i Spidsen for
den første Stormkolonne. Ogsaa Oberst Hauser havde,
skjult af Nattens Mørke, været helt inde under Fæst