20 / 646
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
13
ningen; han var gaaet over Graven foran Østervold og
havde med et Par Ledsagere endog været oppe paa
selve Volden mellem Østerport og Stranden, — vanske
ligere var det ikke! Ryttergeneralerne Forbus og Clas
Thott støttede Dahlberg i Krigsraadet, og den alminde
lige Stemning i Hæren var for at angribe straks. Men
Wrangel og andre høje Officerer var imod Stormen, og
Karl Gustav, der skulde tage den afgørende Beslutning,
kunde ikke bestemme sig. Han var ikke længer den, som
han plejede, — Manden, der vidste, hvad han vilde,
Herskeren af Gavn som af Navn, Chefen, der befalede
over sine undergivne og ikke spurgte om deres Raad.
Men nu var det, som om Bevidstheden om hans hele
troløse Færd havde lammet hans Vilje. Nu trængte
han netop til Raad og Vejledning, og medens den ene
raadede et, og den anden det modsatte, gik Tiden ube
nyttet hen, og de kostbare Øjeblikke slap ham af
Hænderne.
Gang efter Gang ha r Historien senere spurgt: Hvor
for førte ikke Karl Gustav sin Plan igennem og tog
København med stormende Haand, medens det endnu
kunde gøres? Var det Wrangels Holdning — paavirket
maaske af Hannibal Sehested eller af Skinsygen mod
Erik Dahlberg —, der bestemte ham? Har Terlon Ret,
naar han, selvglad og pralende som altid, tillægger sig
Æren for at have frelst København?1) Eller har Præsten
ved Vartov, Anders Matthiesen Hiøring, truffet det rette,
*) »Jeg tror«, skriver Terlon, »at jeg har contribueret noget,
endskønt uden at vide det, til Københavns Frelse, ved det at jeg
havde sagt til Kongen af Sverig, at han kendte ikke denne By, og at
der var flere derinde til at forsvare den, end han havde udenfor til
at angribe den. Han holdt det da ikke raadeligt at løbe Storm ior
ikke at miste de faa Tropper, han havde, som beløb sig ikke uden
til 9 eller 10 Tusinde Mand«. (Terlons Historiske Mærkværdigheder
oversat af A. S. Dellgast, I, 173, 175).