24 / 646
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
17
Næste Morgen, d. 9. August, holdtes Mødet paa
Slottet mellem Konge og Folk. Borgmestre og Raad-
mænd, Laugenes Oldermænd, Præster og Professorer
var tilsagt til Møde; men Dørene til Slottets store For
samlingssal stod aabne, og enhver, som vilde, kunde
frit gaa ind. Medens Borgerskabet samledes i Salen,
forhandlede Kongen med Rigsraadet i Gemakket; men
endnu inden han og de høje Herrer var kommen til
Stede, havde Borgerne paa egen Haand taget den Be
slutning, som skulde tages. Anders Hiøring, der selv
var til Stede, har givet os en Beretning om dette be
vægede Optrin.
Da »en god Mangfoldighed« af Borgerskabet var
indkommen og forsamlet paa Salen, tog Borgmester
Hans Nansen Ordet og spurgte Forsamlingen, hvad
Svar de nu skulde give Hans Majestæt. »Den første
Mand, som mig i Sandhed er bleven sagt der svarede,
var en Garver, barnefødt udi København:
At det
skulde være Spot og Skam, skulde man overgive
og forlade Kongen og Staden for svenske Trusel og
ikke skulde set en Fjende engang under Øjne; havde
man først forsøgt en haard Pust, og man blev nødt til
at give sig og kunde ikke staa, saa var man undskyldt.
Derpaa raabte alle i hverandres Munde, de vilde staa
det længste, de kunde; naar de kunde ikke længer, var
det tidlig nok at bede om Naade; de vilde først forsøge
det, saa yderste, som de mest kunde.
Borgemester
raabte og spurgte, om det var alle deres stadige Forsæt;
da raabte alle Borgerne Ja, Ja, de vilde alle stræbe og staa
saa længe de mest kunde.« Straks derefter kom Kongen
og Rigsraaderne ud af Gemakket, og Rigshovmesteren
Joak im Gersdorff oplæste en skriftlig forfattet Tale i
Kongens Navn. Hans Nansen svarede paa Forsam
lingens Vegne, myndig og stolt i Bevidstheden om, at
nu var det Borgerskabet og ham, der skulde sige det