26 / 646
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
19
naar han til sin Beretning om Mødet føjer disse Ord af
sine egne:
»Den, som gav Kongen dette Raad, at han skulde
tilbiude borgerlige Standen om Raad, han gjorde vise
lig og vel. Der er de, som tør sige: Havde Hans Mayt.
saaledes spurgt Københavns Indbyggere til Raads om
Vinteren tilforn, der Svensken kom ind i Sælland,
havde Kongen beholdt sine Lande, og Svensken skulde
vel intet have roset af, at han var kommen saa nær
København. Thi der var her udi Byen et Krigsfolk,
som skulde saa gerne gaaet paa Svensken med uforsagt
Mod som til en Dans, da var her og Folk her udi
København, som vilde holdt sig som tro Undersaatter.
Men da bleve de intet agtet, saa de maatte spørges om
Raad.«
Men hvad Anders Hiøring ikke kan fortælle os
noget om, det er de Forhandlinger mellem Kongen og
Rigsraadet paa den ene Side og Borgernes ledende Mænd
paa den anden, som førte til Udstedelsen af Køben
havns Privilegier den følgende Dag. Det var ikke Hans
Nansens og hans Fællers Mening at bringe Ofre alene
for Dynastiets Bestaaen og for Bevarelsen af Rigsraadets
Magt. Der maatte gives noget for noget, — Spørgs-
maalet om Privilegierne maatte nu bringes til en fast
og endelig Afgørelse.
Tidens Hast spejler sig i den usædvanlige Form, i
hvilken denne vigtige Sag er bleven behandlet. Rigs
raadet havde endnu liggende Magistratens og Borger
skabets Andragende af 9. Jun i, som der ikke senere
var bleven gjort noget ved. Det blev nu taget frem, og
med det som Grundlag forhandledes d. 9. og 10. August.
Omstændighederne tillod ikke lang Snak, og alle Kan
celliets sædvanlige Formaliteter blev sprunget over: man
skrev uden videre Resolutionerne i Randen af det origi-