32 / 646
og forsvare. Saaledes kendte enhver forud sin Post og
vidste, hvad han havde Ansvaret for.
Glæden over Arbejdsiveren og Værkets Fremgang
lyser endnu paa denne Dag ud af Vartovspræstens
Beskrivelse, og ikke noksom kan han undre sig over
den Enighed og faste Beslutning, der raadede i Byen i
Modsætning til Svenskernes Tøven og Raadløshed: Man
mindes ofte Skildringerne af den løftede Stemning i
Hovedstaden i Martsdagene 1848, naar man læser den
naive gamle Præsts Beretning.
»Da sendte Gud ret en eneste Aand ud over vor
Konge, over Raadet, over Høvdinger og Herrer, Gejst
lige og verdslige, Borgere og Gemene, Studenter og
Haand værks Burs, ja end de fattige Folk, som uden
Portene havde mistet al deres Formue, glædede sig ved,
de kunde holde Fjenden ude. — Ingen fandtes den
anden for god eller for vis, ingen af særdeles Indbild
ning egensindig, ingen søgte egen Ære og Berømmelse,
— den ene vilde være snarer færdig end den anden.
— Fornemme Borgere gik selv ud til de afbrændte
Huse uden Porten og der fra paa deres Rygge og Aksler
indbar til Palisader, Stormpæle og Brystværn, selv grove,
selv skuffede ved Dag og Nat. Ja end Generals Per
soner, som da var her udi Byen, selv tog i med
Haanden, selv arbejdede og hjalp til, at inden 14 Dage
havde de saa forbygget og beskanset sig, at de turde
trodse imod Fjenden.«
Men især genspeiler hans Fortælling Borgernes Glæde
over den Tillid, der vistes dem ved at hver enkelt af
dem fik sit Stykke af Volden betroet. Hør igen, hvor
ledes Hiøring beskriver Arbejdet:
»Der hver havde faaet sin Post, saa begyndte de,
som havde kloge Hoveder og havde set noget tilforn,
at se og tænke sig om ; de saa, her laa en mægtig
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier
2 5