37 / 646
30
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
Brandvagterne i Frue Kirkes Taarn maatte uophørlig
melde om, at de gloende Kugler havde tændt snart her,
snart der, Levnedsmidlerne var ved at slippe op, Brænde
næsten ikke til at opdrive, og efterhaanden som flere
og flere Huse blev nedrevne eller ødelagte af Fjendens
Kugler, kneb det med at skaffe Befolkningen Husly. —
Da løsnedes Svenskernes Tag. Efter 3 Maaneders kvæ
lende Indespærring kunde Byen atter trække Vejret.
Den svenske Flaade, som under hele Belejringen havde
holdt Byen indespærret fra Søsiden, blev kaldt bort
fra sin Plads, og d. 29. Oktober forkyndte en voldsom
Kanonade, at den havde truffet en Modstander ude i
Sundet. Og da Københavns Borgere om Morgenen d.
30. Oktober spejdede fra Voldene ud mod de svenske
Batterier, fandt de dem liggende tavse og øde. Alle
Stillingerne var forladte i Nattens Løb, Fjenden var borte.
VI.
Holland og Danmark var traktatmæssig forpligtede
til at yde hinanden Hjælp i Tilfælde af Angreb fra
Sverig. Vind og Vejr havde længe forhindret den hol
landske Hjælpeflaade i at naa frem; men endelig kunde
den d. 29. Okt. for en frisk Nordvestenvind staa ned
gennem Sundet. Kronborg og Helsingborg, der nu begge
var i Svenskernes Vold, viste sig ganske ude af Stand
til at beherske Indløbet, — man saa, at de to Slotte
ikke var andet end to Bussemænd til at skræmme
Handelsskibe med, siger Philip Meadowe, — og den
svenske Flaade, der under Wrangels egen Anførsel le
verede Hollænderne en hæderfuld Kamp, fonnaaede
ikke at stanse dem. Endnu samme Dags Aften naaede
de forreste af Hollændernes Skibe København, og Sven
skerne forlod da deres Stilling og trak sig tilbage til
Hovedkvarteret ved Brønshøj.