38 / 646
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
31
Inde i København kimede Klokkerne, Taarnurene
begyndte atter at slaa og Orglerne at lyde ved Guds
tjenesten. Borgerne strømmede ud af Portlaagerne for
at strække' Lemmerne i det fri, og de forladte svenske
Forskansninger blev i Løbet af nogle Dage jævnede med
Jorden.
Men i Glæden over den store Befrielse glemte Bor
gerne ingenlunde deres egne Interesser — tværtimod, vi
undrer os snarere en Smule over den Nøgternhed og
Paapasselighed, hvormed de midt under de store Be
givenheder kunde vogte paa deres eget. Hovedstaden
ha r været sig sit dobbelte Formaal klart bevidst: Fædre
landet skulde frelses, men Privilegierne ikke forsømmes!
Saa snart der var et Øjebliks Pusterum fra Svenskerne,
begyndte Borgerskabet at holde kommunal-politiske
Møder. De var ikke Følelsesmennesker, men Forret
ningsfolk, disse gamle Borgere!
Allerede d. 30. Oktober, Dagen efter Søslaget i
Øresund og samtidig med, at de mange saarede fra de
hollandske Skibe bragtes i Land i København, samledes
Borgernes ledende Mænd. De vedtog paany en lang
Henvendelse til Magistraten; men ikke et Ord i denne
bærer Mærke af de store Begivenheder, de nylig havde
gennemlevet. Der er ingen Hentydninger til Faren eller
Frelsen, ingen Lykønskninger, ingen Glædesytring —
kun de gammelkendte Vendinger om »dendne besuerlige
Thied«, Klager over, at de lovede Privilegier endnu
ikke var traadt i Kraft, og nye Ønsker, som de nu
forlangte opfyldte.
Borgerne minder om, at i Følge 3. Artikel i Brevet
af 10. August skal København »være en fri Rigsstad og
annammes tillige for en fri Rigens Stand og udi alt,
hvad Riget til bedste delibereres kan, have deres Stemme
og Samtykke«. Nu er der forløbet 12 Uger siden hin
Dag, og endnu har de ikke mærket noget til denne