44 / 646
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
37
Men Karl Gustav optraadte, som om Sejren var
ham vis. Han havde allerede indstiftet en Ridderorden
til Minde om Københavns Erobring, og nogle Dage før
Stormen bortskænkede han Rentemesterens Gaard i
København til en af sine Mænd.
Ved Midnatstid mellem d. 10. og 11. Februar be
gyndte Angrebet. Svenskekongen selv holdt til Hest ude
paa Vesterbro, omtrent ved Bjørnsdal, og herfra sendte
han sine berømte Generaler og sine tapre svenske Mænd
frem mod den truende Død. Yderst paa højre Fløj
rykkede den kække Clas Thott, under Paukers og
Trompeters Klang og i et Optog som til Fest, frem
over den tilfrosne Kallebodstrand, — men kun for at
blive slaaet tilbage i et tre Gange gentaget Stormløb
mod Kristianshavns Volde. Midt mellem Amager og
Sælland rasede Kampen paa Isen om den indefrosne
Fregat H ø je n h a ld . Fregatten blev taget og dens Be
sætning nedhugget; men et Øjeblik efter haglede Fæst
ningens Kugler ned over det blodige Bytte, Svenskernes
Anfører, Oberstvagtmester Schmidt, faldt med Største
delen af sine Folk og al videre Fremtrængen her var
umulig. Længer til venstre stormede General Wawassor
mod Slotsholmen og General Fersen mod Løngangen og
Gyldenløves Bastion. Her lykkedes det Svenskerne at
bestige Volden. En Kaptejn med tre andre Svenskere
stormede frem over Brystværnet; men i samme Øjeblik,
Officeren raabte: »Vil I have Pardon, I danske Hunde!«
blev han gennemboret af Claus Ahlefeldts Partisan, og
ingen flere kom op efter ham. Forgæves sendte Karl
Gustav Rigstøj mesteren Erik Steenbock frem med Re
serven mod dette Punk t: Steenbock faldt og Trop
perne veg.
Ikke mindre blodig var Natten paa Svenskernes
venstre Fløj, hvor Gustav Baner angreb mellem Nørre-
og Østerport. To Gange blev han slaaet tilbage under