45 / 646
38
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
frygteligt Mandefald, og da Karl Gustav fra Vestfronten
sendte General Wawassor til Hjælp med Resten af hans
Brigade, førte det kun til et nyt Nederlag og til den
tapre Wawassors Fald. Først da det begyndte at lysne
mod Dag d. 11. Februar, rømmede de slagne Svenske
den blodige Valplads.
De Danskes Tab var kun ringe, Svenskernes derimod
uhyre stort i den ulige Kamp. Inde fra Fæstningen
opsamlede man de døde og døende foran Voldene, og
Tallet paa dem opgives til over 3000 Mand, hvad der
stemmer med en Beretning fra svensk Side, eller endog
til henved 5000. Den engelske Gesandt Meadowe fik
derimod fra Karl Gustav selv de svenskes Tab opgivet
til 1426 døde og saarede foruden nogle Hundrede fangne.
Han fæster dog ingen Lid til dette Tal, skønt han selv
fremsætter en Forklaring paa den store Uoverensstem
melse mellem de forskellige Opgivelser, — en trist, men
ikke helt usandsynlig Forklaring: »Maaske de stakkels
uskyldige Bønder, som Svensken saa grusomt tvang til
at føre deres Stormbroer og Maskiner frem, ha r forøget
de dræbtes Tal.« Sikkert er det, at Bønder fra Sælland
og Amager i stort Antal var drevet sammen af Svenskerne
og blev sendt frem for at kaste Broer over Vaagerne,
omhugge Palisader og rejse Stormstiger. Og formodentlig
ha r da disse ulykkelige været de første, som blev ned-
mejede af deres Landsmænds Kugler.
VII.
Stormen var afslaaet, Sejren vundet. Nu kunde man
atter tage fat paa Privilegierne.
Forrest blandt de givne Løfter stod jo stadig dette:
at København skulde være en Stapelstad. Nu, da det
skulde være Alvor, var det nødvendigt at faa fastslaaet,
hvad dermed egentlig skulde forstaas.