14 / 646
faar Eneret til al Handel med Udlandet, og de andre
Købstæder, Helsingør alene undtaget, henvises til at
hente deres Forsyning i København.
Dernæst forlanges Fritagelse for den tvungne Ind
kvartering og Underholdning af Hofsinder, Officerer og
Soldater, hvormed Byen hidtil, som Residensstad og
Fæstning havde været bebyrdet. Udgifterne hertil burde
rettelig bæres af Kronen eller afholdes af de vedkom
mendes egen Sold, siger Borgerne; »thi ingen gør hans
Kgl. Majt. nogen Tjeneste uden Pension og Aflæg«.
Skulde Fejdetid eller andre Omstændigheder nødvendig
gøre Indkvartering hos Borgerne, bør disse have Betaling
for deres Udlæg.
En stor Del af Andragendets Paragraffer drejer sig
om det ene Krav, som de allerede havde rørt ved i
1650: Afskaffelse af den herskende Ulighed. Det var
jo Standsadskillelsens og Særrettighedernes Tid, og det
er i Virkeligheden en hel Samfundsomvæltning, der
kræves, naar Borgerne nu i Stedet for den gamle Til
stand vil sætte almindelig Lighed i Byrder og Rettig
heder, — i det mindste inden for Københavns Om-
raade. Naar Skatter paalægges, skal »alle og enhver
al' hvad Stand og Kondition de være kan, enhver efter
Middel og Formue procento kontribuere, saa den ene
Stand ikke mere end den anden skal besværes.« Told
og Accise skal »den ene give lige med den anden og
ingen derfor forskaanes«. Ligeledes bør ingen, af hvad
Stand og Kondition han end er, være fritaget for at
deltage i Stadens Vagthold; og alle Københavns Ind
byggere bør i Byens Sager svare for det samme Byting
og for Borgmestre og Raad. Og naar Byens Borgerskab
erhverver sig Landgods eller Bøndergaarde, bør de ogsaa
have Ret til at besidde det med lige Frihed, som de
adelige Ejermænd forhen har haft.
I dette stærke Krav om L ig h e d , som jo direkte
Belejringen 1(558—(50 og Københavns Privilegier.
7