9 / 646
2
Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.
der havde rørt sig i Hovedstaden paa Reformationstiden,
var der efter den haarde Belejring og Nederlaget i 1536
intet tilbage. Medens København før den Tid havde
kunnet stræbe efter en bestemmende Indflydelse paa
hele Rigets Skæbne og for sit eget Vedkommende drømte
om en lignende mægtig og uafhængig Stilling som de
store Hansestæder, sank den — ligesom Malmø og de
andre Købstæder — efter den Tid tilbage i Ubemærket
hed, lydig under Kongemagten og den overmægtige Adel.
Først i Løbet af Kristian IV.s Regering begyndte
Borgerstanden smaat og langsomt at hæve sig igen. Og
under hans Efterfølger træder pludselig Hovedstaden op
med en Selvtillid og Energi, der viser, at nu endelig
var de dybe Saar forvundne, som den forrige blodige
Kamp havde slaaet.
Allerede kort efter Frederik III.s Tronbestigelse gav
Borgerfølelsen i København sig et overraskende Udslag,
der tydelig vidnede om, at nu var nye Kræfter voksede
frem. Det var i Anledning af et nyt Skattepaalæg, der
efter de Tiders Skik kun skulde ramme tredie Stand,
medens de højere Stænder var fritagne, at de styrende
uventet stødte paa Modstand hos Københavns Magistrat
og Borgere. Der afholdtes Borgermøder, og Protester
med talrige Underskrifter indsendtes til Kongen. Bor
gerne fremhævede her, hvor uretfærdigt det var, at de
som den ringeste og fattigste Stand skulde afdrage al
Rigens Gæld og Last, medens Adel og Gejstlighed og
kongelige Tjenere, som havde Landets Indtægt og store
Formue inde, forskaanedes derfor. Men hvis Byrden
blev lignet ligelig paa alle, da vilde de ikke alene ud
give efter deres Formue procentvis, men ogsaa være
rede med deres Liv og Blod, naar det begæredes1).
*) Fridericia: Adelsvældens sidste Dage S. 133. I dette rig
holdige Værk gives en udførlig Skildring af Tidens hele politiske Til
stand, og det er derfor i det følgende ofte benyttet.