130 / 646
Koleraen i København 1853.
121
i deres Magt, for at bevare Liv og Sundhed. Først senere, da
Fam ilien var flyttet, og da Sengehalm en var bortskaffet, op
dagede vi, at de flydende Dele af N aboens Latrin havde banet
sig Vej ind i Kælderen under Sovestedet og foranledigede den
væmm elige Stank.« Lægen førte mig derpaa ind i et lille,
skumm elt Sted; gennem en lang, snæver Gang', hvor den ene
Dør tæt ved Siden af den anden m indede
0111
et Cellefængsel,
kom vi ud i Gaarden. »Her sendte man Bud efter mig',« sagde
han, »for at jeg skulde komm e til en Kolerapatient, der boede
i Sidehuset; kan De linde det?« Jeg saa m ig om. men skønt
den snævre Plads hurtigt lod sig oversé, var det mig ikke mu
ligt at opdage noget Sidehus. »Saa er De ikke heldigere, end
jeg var, da jeg en Aftenstund kom herud,« sagde Lægen; »jeg
gik derfor ind til Værten og bad ham om at vise mig op til
min Patient, og' véd De, hvor han laa? Han laa selvanden paa
Dueslaget over Lokummet.« I et Værelse med ét Fag Vinduer,
der vendte ud mod en sm udsig lille Gaardsplads, boede en
Snedkersvend med Kone og fire Børn; Værelset var 4 Alen
langt, IV
2
Alen bredt og 3 Alen højt, og' h ele Bohavet bestod
af en Høvlebænk og' en skrøbelig Stol, Fam ilien laa paa Gulvet.
En anden Fam ilie med flere Børn boede paa et Loft, til hvilket
man kom op paa en Stige uden Gelænder, ja endog uden noget
Tov, der ellers anbringes for at sikre Liv og Lemmer under
Opstigningen. Hullet i Loftet var omgivet med et Rækværk,
og bag dette, inde under Tagskraaningen, levede Fam ilien, der
havde taget nogle Tagsten ud for at faa den nødvendige Luft
og Lysning. I et Kammer, beboet af Mand og Kone og seks
Børn, herskede der selv paa den lyseste Dag et evigt Tusmørke.
Grunden dertil var, at Sidehusets Tag dannede saa spids en
Vinkel med V induerne, at Lyset ikke kunde bane sig Vej.
Taget stødte saa tæt op til Vinduerne, at Fam ilien kunde lægge
de sm aa Børn ud i Tagrenden for at trække frisk Luft uden
Frygt for, at de skulde falde ned; men til Gengæld for denne
Bekvemm elighed maatte de om Somm eren idelig besprøjte
Taget, da Heden ellers var uudhold elig.«1)
I alle Gaarde, fortæller Bergsøe, selv de allermindste,
indtog Privetet en fremragende Plads og sendte i Som
mertiden en saa kvælende Stank nd gennem sine Træk-
J) J. C. Magnus: Nogle Billeder af Kiøbenhavn under Cholera-
epidemien. 1853. S. 18 f.