129 / 646
120
Koleraen i København 1853.
Smuds og Uhyggelighed baade gør Legemel kuldskært
og Sindet misfornøjet. Jeg ved, at Virkningen heraf er
Brændevin og Laster, fysisk og aandelig Degeneration.«
Epidemien gav Tanken fastere Form. »Man kalde
de hundrede Læger sammen, som for tre Maaneder
siden med deltagende Iver trængte ind i Københavns
inderste Indre,« staar der i et Opraab, der udsendtes
12. Novb., »som mødte den fælles Fjende paa dennes
selvvalgte Grund, som med Alvor og Omhyggelighed
fulgte Ødelæggelsens Fodspor, og man vil kun høre én
Mening. Man høre Politiets virksomme og sagkyndige
Embedsmænd, man høre de Borgere, som frivilligen under
støttede dem og deltoge i Arbejdet, og man vil faa den
samme Overbevisning udtalt. Den fattige, den arbejdende
bor og eksisterer under altfor slette Vilkaar; hans Andel
af Byen er saa sammenpresset, at han ikke kan aande
frit, der aagres med Rummet, til Ødelæggelse for ham
og med Fare for os alle.« En bekendt Litterat J. C.
Magnus, der samme Efteraar i et Skrift, som hurtig ud
solgtes og nraatte oplægges paa ny, gav nogle Billeder
af Tilstandene i København den forløbne Sommer igen
nem, havde under en af Koleralægernes Vejledning været
rund t i kristianshavnske Fattigboliger. Han fortæller
om sin Vandring med Lægen:
»Han førte m ig først ind i en u ssel, lille, fugtig, m ed et
eneste Fag V induer forsynet Kælder, der nu stod forladt, fordi
P olitiet havde ladet den rømm e, men hvor under Epidem ien
en Mand, Kone og fire Børn, af hvilk e Konen og et Barn døde,
havde vegeteret. »Jeg betræder ikke dette Sted uden at gøre
mig selv Bebrejdelser,« sagde Lægen. »Fam ilien her hørte til
de u sleste fattige, det saa jeg nok; den laa i et Hjørne paa
Straa, thi Senge have det Slags fattige ikke. Men her herskede
saa utaalelig en Stank, at jeg ikke kunde tro andet, end at Fa
m ilien s egen U renlighed var Skyld deri. Skønt gode Mennesker
havde betroet m ig Penge til Uddeling blandt trængende, gav
jeg d isse Mennesker derfor intet, m en understøttede Folk, som
jeg troede vare væ rdigere, og som selv gjorde, hvad der stod