263 / 646
254
Kastellet Frederikshavn som Fængsel.
Maa og Faa gennem Værelserne og kom bl. a. ind i et
Soveværelse, hvor han tra f Generalen — du Plat —,
der rædselsslagen rejste sig op i Sengen og stirrede paa
den forunderlige Gæst. Kjær, der kunde nogle fremmede
Ord, udtalte et høfligt »Pardon, monsieur!« og forsvandt
saa ud i en Korridor, hvor han havde haabet at linde
nogle Klæder. Der fandtes imidlertid intet andet end
Generalens guldbroderede Kappe og hans trekantede
Hat med den store Fjerbusk. Forbindingen paa Armen
var imidlertid gaaet løs, Blodet begyndte at løbe, og
samtidig hørte han sine Forfølgere nærme sig. Hurtig
trak han Kappen paa, satte den trekantede paa Hovedet
og flygtede i denne barokke Paaklædning ud paa Gaden
hen imod Porten. Alle veg til Side for Flygtningen, der
truende svingede det farlige Vaaben over sit Hoved.
Han naaede ogsaa gennem Porten ud paa Broen, men
Blodtabet var nu blevet saa stærkt, at han tabte Bevidst
heden og derved blev et let Bytte for sine Forfølgere,
der bar ham tilbage til Arresten, hvorfra hans Kammerat
havde haft større Held til at fjerne sig under den al
mindelige Forvirring.
Det andet Forsøg gik ud paa intet mindre end at
befri ikke alene sig selv, men ogsaa 9 af de andre
Fanger. I Løbet af Vs Aar gravede han sig, ved at ar
bejde taalmodig Nat efter Nat, en lang Gang gennem
Gulvet i en Bue ned under Bygningens Fundament og
op paa den udvendige Side, saaledes at han tilsidst kun
havde en tynd Jordskorpe tilbage. De andre Fanger
havde skaffet sig Adgang til hans Arrest, og alt var i
Orden til det store Øjeblik. Men ogsaa her fulgte Uheldet
ham. Da han fik den sidste Hindring fjernet, laa alt i
det klareste Maaneskin, og Skild vagten opdagede ham
derfor straks. Kjær søgte forgæves at dupere ham ved
at optræde som en manende Aand fra Underverdenen,
derimod lykkedes det ham at komme op af Hullet i det