64 / 219
J O H A N J Ø R G E N S E N
men med Jens Lassen, Morten Mikkelsen og Niels Friis indgav
han 17. november 1653 en ansøgning til den spanske konge om
at måtte drive slavehandel,251 og ved oprettelsen af det tidligere
omtalte sukkerraffinaderi repræsenterede Gabel prinsesse Frede
rikke Amalie, hvilket viser, at hans tilknytning til københavnske
patricierkredse var en kendsgerning allerede inden belejringen og
statsomvæltningen. Om Christoffer Gabels andel i denne er vi,
ganske som når talen er om de andre implicerede, henvist til for
modninger. Så meget er dog vist, at han har haft fast og sikkert
stade på den rigtige side. Embedet som rentemester blev Gabels
første udbytte, og mere fulgte, 1660’erne blev hans glanstid.
Gabels regnskaber for disse år viser umiskendeligt, hvilken nøgle
stilling han nu indtog. I ham havde kong Frederik fået en såre
nyttig rentemester, der, når statskassen var tom, og det var den
næsten altid, af egne midler kunne klare de mest påtrængende ud
gifter til lønninger og leverancer. Frem til april 1664 forstrakte
Gabel hofmesteren Christoffer Sehested med 5.300 rd., hofråd
Fr. v.d. Wisch fik i samme tid 3.000 rd., ceremonimester Speck-
hahns gage udgjorde 2.000 rd., generalbogholder Johan Steinkuhl
havde, som vi allerede har set, modtaget 4.866 rd. Hans Pedersen
Bladt, rentemester Henrik Müllers svoger, havde fået 3.277 rd.
En så nyttig person som slotsfogeden Joachim Waldpurger, der
havde tilsynet med de i Blåtårn forvarede, havde modtaget 2.716
rd. og amtskriveren på Kronborg Isbrandt v. Holten 1.294 rd-
Dertil kom, at en række hoffolk og embedsmænd havde modtaget
mindre summer. Der kan ikke være tvivl om, at Gabels navn har
haft en egen klang blandt datidens hof- og statstjenestemænd. Man
læse blot den underdanige og ydmyge memorial, Erasmus Byssing,
sognepræsten på Christianshavn, hvis kaldelse havde givet anled
ning til Hans Sørensens og Hans Johansens ufrivillige ophold i
Blåtårn, sendte Gabel, netop medens sagen stod på.252 Efter at
62