59 / 219
P A T R I C I A T O G E N E V Æ L D E
Som de store, således også de små gårde. 5. januar 1661 an
modede Jørgen Sørensen om, at bønderne på Frederiksborg len
indtil videre måtte blive forskånet for privates fordringer, da de
var ganske forarmede og nu besværedes med udgift til soldater; og
to dage senere udgik kongebrev med forbud mod at tage nam
eller vurdering hos dem, og et lignende brev fik Københavns lens
bønder.240 På Falster sørgede dronningen for, at borgerne ikke
gjorde deres ret for stærkt gældende, og endnu i 1690’eme var
falsterske bønder »nogen Tusind Rdl.« skyldige til købstadmæn-
dene.241
Sådanne beskyttelsesforanstaltninger over for bønderne (og dis
ses herskab) var naturligvis ikke velsete blandt borgerne. 6. marts
1661 indgav 18 københavnske undersåtter og skatteborgere, som
de selv kaldte sig, et udførligt andragende, hvori de først mindede
om deres indsats i krigen og dernæst erklærede, at de havde gjort
regning på øvrighedens bistand, bl.a. når det gjaldt indkrævning
af tilgodehavender hos bønderne. Forordningen af 12. februar (der
byggede på de ovennævnte kongebreve af 5. og 7. januar) var
dem til stor fortræd, da de havde størstedelen af deres handel med
bønderne, hos hvem de havde det meste af deres middel og formue
udsat. Nu måtte de lide nød og trang og »dagligen af voris Credi-
torer, som vi Vårene (hvormed vi Bønderne udi deres høie Nød
undsat hafve), hvilket sig en ansenlig Summa tilhaabe bedrager,
paa det de nogit til Føde kunde hafve, emeden de Sæden udi Jo r
den och Høsten ind brachte, af bekommit och os forre udsat hafve,
ulideligen ængstis och tribuleris . . .«. De gjorde derpå opmærksom
på, at der »(Gud være lofvit)« stadig var mange bønder, som
meget vel var i stand til at betale, og bad om at måtte søge disse,
eller få frihed for kreditorerne i tre år.242 At man fra regeringens
side ikke var blind for byerhvervenes vanskeligheder, synes at frem
gå af Statskollegiets modtagelse af dette indlæg.243 Men forståelse
57