57 / 219
P A T R I C I A T O G E N E V Æ L D E
have haft over 300 og året efter 400 indlagte.233 1665 var man
heller ikke nået videre, end at der måtte sendes en deling rytteri til
Præstøegnen for at jage snaphaner, og i november 1667 måtte
Statskollegiet behandle en memorial fra amtmanden på Antvor
skov, der klagede over »atskillige slemme Folk, en Part fredeløse,
andre, som er udbrøt af Fengsel, en Del, som er pardonneret enten
af Holmen eller anden Fengsel, och de fleste Løsgengere och tienist-
løse Folk, som rotter dennem tilsammen och icke alleniste giører
reisende Folk stor Skade, mens besynderlig Bønderne och andre,
som boer paa Landet«. Endnu 1668 hører vi fra Fyn, at der var
begået et mord af løsgængere eller, som det hed i det officielle
sprog, »Et sammenrøttet Parti och Racherpach«, som »meget ilde
paa adschillige stæder med plynderi och anden ulempe sig skall
forholde«. Med en trykt forordning mod løsgængere på Fyn og et
våbenforbud søgte regeringen at sætte en stopper for dette uvæsen;
om det lykkedes, kan nok være tvivlsomt.234 Selv den i al sin
loyalitet så glade og tilfredse Vartov-præst Anders Matthiesen Hjør
ring kunne ikke skjule, at det »end saa længe efter Landekrig« var
galt fat, at tyve, røvere og mordere dristigt drev deres spil, og han
undrede sig »visselig« over, »at nogen turde tage sig slig Dristighed
til, synderlig udi det Land, hvor Herskab og Øvrighed selv reside
rede og holdt over Fred, Ret og Sikkerhed . . .«. Hjørring nævner
våbenforbudet 1668, men tilføjer, at skønt mange blev straffede,
blev der dog flere tilbage, så at Hans Majestæt måtte lade udkom
mandere ryttere - »dog alligevel bleve de onde ikke udryddede«.235
Det er et vidnesbyrd om, hvor stor desorganisationen og nøden
har været, at det tog så lang tid, før øvrigheden magtede at opret
holde retssikkerheden. Samtidig kaster det lys over de vanskelig
heder, erhvervslivet havde at kæmpe med.
Den gamle adel, der ikke længere havde så store muligheder
som før for ad politisk vej at søge at afværge økonomisk modgang,
55