55 / 219
P A T R I C I A T O G E N E V Æ L D E
heri sammen med Beck og dennes brødre for i alt 2.077 rd. Her
man havde nu solgt dette gods til faderens foresatte i Rentekam
meret, rentemester Mogens Friis, der netop på denne tid var op
taget af de store godskøb, som kom til at danne grundlaget for
det få år senere oprettede grevskab Friisenborg. Friis kom dog
ikke længe til at nyde besiddelsen af dette, næppe ufordelagtigt er
hvervede gods. Der var nemlig overgået Herman namsdom, og
kreditor, som var fattigdirektionen, nedlagde protest. Skødet blev
derfor underkendt til trods for, at Johan Steinkuhl tilbød sikkerhed
i en afregning med kongen. På dette tidspunkt har Steinkuhls
muligheder for at opnå betaling åbenbart ikke været taxeret ret
højt.226
Med alt dette undrer det ikke, at den »kiere Swouger« Jens
Lauridsen også rørte på sig. Men, erklærede han 23. april 1673,
i to år havde han ikke kunnet få opspurgt, hvor Steinkuhl boede,
og nu lod han ham stævne for Hammer herredsting.227 Det sidste,
man hører om generalbogholderen, er, at datteren Anne, der imid
lertid var blevet enke, 8. marts 1672 fik en kongelig resolution på,
at de 4.000 rd., som hendes mand skyldte på sine regnskaber, måtte
gå af i faderens fordring på kronen.228
X II
Generalbogholder Johan Steinkuhls skæbne har unægtelig inter
esse. Når en dygtig handelsmand, thi det må man anse Steinkuhl
for, med gode forbindelser og indehaver af et vigtigt embede i den
centrale finansadministration ved at miste det rygstød, som dette
embede afgav, kom ud for et totalt sammenbrud, så får man et
begreb om de vilkår, erhvervslivet havde at tage i betragtning i
i66o’erne.
Krigsårenes tab i liv og gods må have været særdeles alvorlige.
5 3