HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

J O H A N J Ø R G E N S E N

H. H. Fussing og Aksel Lassen har vist, hvorledes pestangrebene

i 1650’erne havde hovedansvaret for tabene af menneskeliv; først

nævnte har tillige påpeget, at de svenske udpresninger var særdeles

effektive.229 Når den svenske resident så sent som i maj 1666 ud

førligt skildrede nøden i landet: Bønderne på Sjælland gik fra

deres plov, fra Fyn og Jylland brød folk op fra hus og hjem for

i hobevis at søge ud af landet o.s.v.,230 behøver han ikke at have

overdrevet. Den tidligste enevældes stærkt militære anstrøg behøver

blot ikke at forklares ved frygten for ydre og indre fjender, ved

generalernes iver efter at vise deres uundværlighed og professionelt

autoritære indstilling, men sikkert også ved nødvendigheden af at

opretholde ro og orden i det krigshærgede land. Når således gene

ralmajor Trampe rejste det spørgsmål, om kongen kunne stole på

undersåtterne, er det ikke givet, at han har haft noget politisk sigte

dermed; selv havde generalen vistnok erfaringer af rent disciplinær

art fra Jylland, hvor hans tropper var blevet anklaget for plynd

ring.231

Nøden og opløsningen efter krigsafslutningen var nemlig dybt

gående. At man i sommeren 1660 jagtede desertører og løsgæn

gere, og at begravelsen af døde, der »skal findes her og der på

marken«, måtte organiseres, var vel at vente, og ligeså, at felt

herren Hans Schack over for den svenske resident hævdede, at

grev Douglas’ armé havde bortført henved 300 bønder fra Sjæl

land, hvilke nu behøvedes til atter at besætte gårdene med.232

Værre var det, når den svenske resident 1661 kunne skrive hjem,

at snaphaner gjorde skovene usikre, og at de havde dræbt nogle

personer, som var fundet døde mellem Helsingør og København

samt ved Frederiksborg, og det på samme tid som kongen havde

opholdt sig i Helsingør. 1665 hedder det, at betlere og løsgængere

skal tiltage i Roskilde, hvorfor de vil være at sende til Børnehuset

i København. Dette var netop blevet genoprettet og skal i 1667