58 / 219
J O H A N J Ø R G E N S E N
måtte nu, siger den svenske resident i maj 1666, for sine øde bøn
dergårde betale al den pålagte kontribution, foruden hvad den af
sine egne sædegårde måtte give i landgilde, og for øvrigt kontri-
buere til soldaternes underholdning. Og, fortsætter han, mange
adelige sælger derover deres godser for halv værdi, og bosætter
sig i stæderne.236 Vel er den svenske resident ikke nogen upartisk,
endsige venlig, iagttager af den nye danske enevælde. Men helt
uret kan han ikke have i denne sag. Under Statskollegiets for
handlinger 1663-64 om proceduren ved gældssager, der bl.a. førte
til forordningen af 13. juni 1663, som betegnende nok skulle sikre
en mere punktlig efterkommelse af højesteretsdomme i slige sager,
fremkom de adelige assessorer i kollegiet 9. juli 1664 med et inter
essant indlæg, hvori det bl.a. hed, at »rede Penge her i Eders
Mayts. Riger och Lande imod Jordegoeds at regne nu befindes
at verre faa, och efter nerverende Tiders Tilstand ingen saadan
Proportion imellem beggis Værd er, som tilforn hafver vaaret och
hoes andere omliggende Naboer er, de fleste Debitorer, som nu
mest af deris Creditorer engstis och søgis, ere och de, som eie
Jordegods . . .«.237 Svenskerens udsagn støttes ikke mindre af den
spekulationsprægede godssamling, som fandt sted på samme tid.
Her skal det blot nævnes, at det lykkedes de to
rentemestre
Mogens
Friis og Henrik Müller at samle sig sådanne godskomplexer, som
man vist kun kan finde magen til helt tilbage på Valdemars-tiden
hos Hvide-slægten i dennes glanstid.238
Disse forhold var naturligvis af største betydning for borger
standen. Da
f.ex.Johan Steinkuhl som nævnt i 1661 søgte om at
forpagte Beldringe og Lekkende, ville han naturligvis have tidens
tilstand og bøndernes vilkår taget i betragtning, og det hed sam
tidig, at kgl. bygmester Albert Mathiesen havde taxeret reparations
udgifterne til c. goo rd., og desuden var hele stalden på Beldringe
faldet om siden taxationen.239
5 6