16 / 228
5
rene Negere. Alt blev smuglet forsigtigt ind
— vi vilde jo nødigt hønse til de Store — og
derpaa gemt paa de utroligste Steder. Især var
Brændeloftet en yndet Festsal. Her kunde vi
med Fyrrepinde hale den sejge Guavagelé ud
af de smalhalsede Glas og lave vort Tamarinde-
Vand i de tomme Krukker. Det sidste.førte
dog til et sørgeligt Resultat. Der udbrød over
hele Linien en Kolerine-Epidemi, som satte
Emil Fenger, den senere Finansminister, men
den Gang vor Pensionatslæge, i en ikke ringe
Forbavselse, indtil han opdagede, at alle vore
Lommer struttede af Tamarindekærner, som vi
brugte til et meget uskyldigt Hazardspil. Saa
blev alle de smaa Tamarindebøtter konfiskerede
til stor Sorg for Vestindianerne, paa hvem
Tamarindevandet ikke havde en saa fordærvelig
Virkning.
At vi forbistrede Drenge, som Kjøge stadig
titulerede os, gjorde en Masse Gavtyvestreger,
er en Selvfølge, men flere af disse var af en
saa farlig Natur, at det var højst mærkværdigt,
at Ingen af os knækkede Halsen, druknede eller
sprang i Luften. I Regelen var det Brodtkorb,
som førte os i Ilden. Han var født Spilopmager,
følte sig som Nordmand kaldet til Tinde-
bestiger, og havde dertil et saa pudsigt Væsen
og grinagtigt Ydre, at han aldeles lignede en