20 / 228
9
hen over Bølgernes Krusninger, fik man det
Indtryk, at man drev længere og længere bort
fra Flaaden, helt ud i Strømmen — Selen
maatte være sprungen — nu maatte man
drukne. Saa gav man sig til at brøle og pjaske,
fik en ny Stangdukkert, og blev saa halet op
med den Bemærkning, at man var „et Kyt-
hofed, som vilde gaa rejekt til den Examen
aktium“ , en Trudsel som vor brave Gymnastik
lærer Scheer, eller „den Skerr“, som vi kaldte
ham, jævnligt benyttede.
En Dag, da vi kom marcherende derned,
saae vi et uhyggeligt Syn. Over en af Bænkene
laa en druknet fjortenaars Dreng med kramp
agtig knyttede Hænder og blaaligblegt Ansigt.
Ud af Munden løb det sorte, stinkende Mudder,
og hver Gang Lægen førte Svampen ind, styr
tede der mere ud. Bøjet over Liget, stod Dren
gens Moder med stive, stirrende Blikke, spej
dende efter Livstegn. Men der kom intet —
han var og blev død. Drengen, Søn af en
Bagermester paa Christianshavn, havde tillige
med en Kammerat benyttet Flaaden, var kom
men ind under den, men da den var laaset og
lænket, maatte han blive, hvor han var, trods
at der var Hjælp nok. Det samme kunde vel
have hændet en af Skolens Disciple, og fra den