21 / 228
10
Dag tror jeg nok, at „den Skerr“ havde Nøglen
til Flaaden i Lommen.
Da Drengen endelig, hyllet i Sejldug, blev
baaren bort, var der Ingen af os, som havde
synderlig Mod paa Vandet, og med Rædsel
stirrede vi Alle paa den sorte Pøl under Bæn
ken. Men „den Skerr“ sagde: „Han hørte jo
ikke til Skolen, Drenger! Og desuden bar han
sig jo at som en Klotzmathies — herut med
Jer! Tøjet a f!“
Saa maatte vi da til det, men jeg husker
nok den Følelse, hvormed jeg sprang ud, og
Drengens blaaligblege Ansigt har jeg heller ikke
glemt.
Men var det slemt at være i Sele, saa var
det næsten værre at blive „Frisvømmer“, thi
dette betød egentlig, at de Store kunde tage
sig allebaande Friheder, naar „den Skerr" vendte
Ryggen til. En „Gammel“ kunde være slem
nok; men en „Tredækker“ var ligefrem frygte
lig — jeg vil lige saa gerne kølhales. Den be-
bestod deri, at en eller anden lang Lømmel
pressede mig ned under Vandet, satte Fødderne
paa mine Skuldre og furede sit Offer ned saa
dybt han kunde; men lige i det han sank ned,
gentog en Tredie den samme Manøvre med
ham, og derved blev man drevet ned til en
saadan Dybde, at jeg en Dag følte mine Ben