19 / 228
mellem Lange- og Knippelsbro. Strømmen var
ofte rivende, men dog satte de dygtigste Svøm
mere tidt over til Københavnssiden og tilbage
igen. Vejen til Svømmeilaaden gik bag om
Kirkegaarden, forbi Artilleri-Laboratoriet, over
en Mødding ved en stinkende Kanal og saa
ind paa Holms Plads, hvor Matrosernes Opsange
ved Spillet just ikke vare de fineste. Flaaden'
var lænket til Bolværket og havde hverken Tag
eller Læ. I Regnvejr og Blæst sad vi saa paa
nogle haarde Bænke i det bare Linned, indtil
Kommando-Ordet „Skjorten af!“ lød for vore for
skrækkede øren. Saa fik vi den iskolde, pjask-
vaade Sele spændt om Livet, og under høje Brøl
bleve de, som havde „Vandskræk“, varpede over
Bord. Naar de saa spruttende og hvæsende kom
op igen, fik de Lejlighed til at føle, hvorledes en
Fisk befinder sig, naar den hales op paa Krog
med en Stang. Fisken er dog i sit Element,
men det var vi sandelig ikke, og midt i
Dødsangsten klang det over Syndernes Hoveder:
„Stræk, bøj! — Samlede Hæle! — Lange Tav!
— Inte jappe!“, og jappede man — ja, saa fik
man sig en Dukkert saa dybt som Stangen
kunde naa. Naar man saa kom op, var Hu
møret borte, og saa indtraadte et besynderlig
optisk Bedrag, som røvede den sidste Rest af
Mod. Liggende i Plan med Vandet, og stirrende