25 / 228
som fik mig til at tælle mine tarvelige Uge
penge, uden at jeg dog derved opnaaede at
komme i Besiddelse af det forønskede Artilleri.
Men saa tog jeg om Sommeren Regres med
virkelige Kanoner. København havde den Gang,
ikke en „Væbning“ , men en „Borgervæbning“,
en Nationalgarde, der talte Byens Bedsteborgere
mellem sine Officerer, og derved gjorde gemene
Madamer til virkelige Fruer. Den Gang kunde
man meget godt maale Drejl om Formiddagen,
Kanonkrudt om Eftermiddagen, og naar Gar-
brecht slog sin bajonetbesatte Lyre og kvad om
„Det blanke Sværd“ , luede mægtig Krigsbegejst
ring op i hver Borgers Barm, og med dobbelt
Kraft krystede han i Dansen sin rødmende
Pige, medens Punchebollerne flammede som
fjendtlige, brændende Byer.
Ja, den Gang drog man i Leding! Jeg selv
har i min Fortælling „Jo større — des større“
berettet, hvorlunde den brave Høker Gregersen-
Nærum avancerede foran Fronten fra Menig til
Kaptajn, og naar en æret Kritiker har bemærket,
„at det var det bare Grin“, saa har han fuld
stændig Ret — kun var det ikke mig, der
gjorde det.
Mest berømt var „det borgerlige Artilleri“,
som havde sin øvelsesplads paa Amagerfælled,
hvor det forskrækkede hele Omegnéns Køer og