27 / 228
16
forbudte Kontrebande, og netop derfor maatte
vi jo have fat i det. Snart fandt vi en Patron,
snart tiggede vi dem, og naar dette ikke vilde
gaa, tyede vi til Snakkeschmidt. Han turde
ikke sælge os Krudt i Karduser; men han havde
altid „nogle Patroner tilovers“ , og var ikke
uvillig til at udlevere dem mod Erlæggelse af
en Toskilling. Vi turde naturligvis ikke tage
dem med hjem, men saa gik vi med Krudtet
løst i Lommerne, indtil vi fik det futtet af som
„Troldkærlinger“ eller „Stjerneskud“ .
Men dette tilfredsstillede ikke vore krigeriske
Tilbøjeligheder, og da vi ikke kunde faa fat i
Snakkeschmidts Kanoner, besluttede vi at sprænge
en Mine. Ved Hjælp af utallige Toskillinger lyk
kedes det os at fylde et af de store, langhalsede
Guavaglas med Krudt, og Brodtkorb snittede en
højst kunstig Prop, hvorigennem Minetraaden
skulde lægges. Saa blev det hele anbragt i en
Botaniserkasse, og med dette tilsyneladende
videnskabelige Apparat vandrede vi saa en
Efteraarsaften ud paa den øde Amagerfælled.
Her blev Minen gravet ned saa dybt vi mæg
tede, og for at forøge dens frygtelige Virkning
dyngede vi saa mange Sten over den, som det
var os mulig at finde.
Saa kom det store øjeblik, da Minen skulde
tændes, og jeg ser endnu Brodtkorbs grinende