31 / 228
2 0
sen“ for mig som noget Rædselsfuldt, og jeg-
husker tydelig den dybe Barneangst, da disse
haardhjertede Hænder greb mig og trods mine
Klager kastede mig ned i dette iskolde Dyb.
Men Angsten steg til Rædsel, da jeg, omsluttet
af Mørket, følte Sneens tyngende Vægt og mær
kede, hvorledes Skovlslagene pakkede den tæt
tere om mit Legeme. Jeg skreg af Fortvivlelse,
men fik Munden fuld af Sne; jeg arbejdede som
en jaget Muldvarp i den iskolde Sne, der smel
tede omkring mig; men hver Gang jeg naaede
Udkanten, satte En sin Skovl imod mit Ansigt
og tvang mig tilbage. Til Slutningen kunde jeg
ikke mere. Det lynede for mine øjne, sæl
somme Farveringe drog igennem Mørket, saa
lød det som Vand, der boblede langt borte, og
saa husker jeg Intet mere. Da jeg slog Øjnene
op, laa jeg paa Ryggen i Sneen, og lange Nik
stod foran mig med Skovlen i Haanden, gri
nende over hele Ansigtet. Gud, hvor jeg kom
til at hade dette Menneske, der ødelagde al
Glæde i min Barndom!
En anden Sport havde nær kostet mig Sy
net, og havde i ethvert Tilfælde en Synssvæk
kelse til Følge. I alle Drengelege hersker der
visse Moder, og nu var Pusterøret netop kom
met til Hæder og Værdighed. Vi havde hver
et saadant, af forsvarlig Længde, og vi var