35 / 228
24
feernes Dronning.
Saa skaffede han sig ved
snedige Paafund Udgangslov paa den bestemte
Aften, men hele Pensionatet, med Undtagelse
af Kjøge, vidste at „Skaftet“ gik paa Frierben,
og med stigende Spænding ventede vi i vore
Senge paa, hvorledes den Historie vilde spænde af.
Vi kom til at vente længe, saa længe at vi
begyndte at tro, at Danserinden havde taget
ham, da vi endelig langt nede paa Trappen
hørte tunge, slæbende Trin. Det var „Skaftet“
— alle Mand rejste sig og lyttede; kun Kjøge
sov de Retfærdiges Søvn med dybe, prustende
Snork.
Det puslede ude i Gangen. Vi hørte En
trække Støvlerne af, liste Døren op og snige
sig ind — men det kunde umuligt være ham!
Han hinkede jo, snøftede og mere krøb end gik,
famlende langs Væggene i Mørket. Men det
maatte dog være ham; thi vi hørte ham dybt
sukkende klæde sig af og derpaa krybe i Seng,
hvor han ømmede sig saare, kastende sig fra
den ene Side til den anden. „Han har faaet
Tærsk!“ hviskede min Sidekammerat.
Lidt efter lød en klagende Stemme: „Hr.
Kjøge! Hr. Kjøge — jeg er saa daarlig!“
„Hold Mund, Dreng!“ brummede Kjøge halvt
i Søvne.
Atter knirkede Sengen, atter kastede han